Fejl i elinstallationerne kan være dyre for både sikkerhed og pengepung

Debatindlæg udsendt på vegne af de regionale TEKNIQ-rådsmedlemmer til regionale og lokale medier.

Elinstallatørerne oplever alt for ofte, at ulovlige fejl i de elektriske installationer ikke bliver rettet – selvom de optræder i elinstallationsrapporten, når en bolig skifter ejer. Det kan få store konsekvenser for køberne.

Elektricitet er ikke noget, man skal spøge med – det kan i yderste konsekvens ende i alvorlige personskader og antænde brande. Alligevel ser vi i elinstallationsbranchen alt for mange eksempler på ulovlige fejl og mangler i danskernes ejendomme, som i sidste ende kan føre til skader på både personer og bygninger.

En stor del af disse fejl er lette at identificere og gøre noget ved, for de optræder ofte i de elinstallationsrapporter, som efterhånden er blevet en fast del af de fleste hushandler. Her kan man ganske hurtigt få overblik over forhold af mere eller mindre alvorlig grad, som det vil være nødvendigt at gøre noget ved.

Men mange boligkøbere glemmer alt om fejlene, når først de har fået overdraget nøglerne til den nye drømmebolig, mens elinstallationsrapporten glemmes og gemmes væk i en skuffe. Derfor støder vi som elektrikere, når vi alligevel er på arbejde i de danske hjem, jævnligt ind i disse ulovlige forhold, som burde blive rettet.

Problemet er, at fejlene i sidste ende kan få store konsekvenser for boligejernes sikkerhed og pengepung – ikke mindst på grund af de følgeskader fejlene kan forårsage.

Det gælder fx indbygningsspots, der ikke er korrekt monteret og derfor udvikler store mængder varme, som kan udløse en brand.

Eller det kan være kabler og ledninger i husets faste elinstallationer, der heller ikke er korrekt monteret, og derfor ligeledes kan resultere i en brand, når du tilslutter eksempelvis kaffemaskinen.

Fejl på elinstallationer i badeværelser er særligt farlige. En våd krop og elektricitet er en rigtig dårlig kombination. Derfor skal elfejl på netop badeværelset tages meget alvorligt og rettes omgående.

Og så er der økonomien. Står en fejl noteret i elinstallationsrapporten, er den ikke dækket af ejerskifteforsikringen. Og dermed kan det blive en dyr fornøjelse for den nye ejer, hvis uheldet er ude.

Samtidig er det værd at bemærke, at det i det hele taget vil være fornuftigt at overveje en opgradering af de elektriske installationer, når du som ny ejer overtager boligen.

Derfor kære boligejer, tag indholdet af elinstallationsrapporterne alvorligt, og sørg for at få fejlene rettet hurtigst muligt, så du får en elsikker bolig og slipper for ubehagelige overraskelser på både kort og længere sigt. Og brug en autoriseret elinstallatør til at få udført arbejdet … for din egen sikkerheds skyld.


TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.