Gør dine vvs-installationer til en del af forårsrengøringen

Pressehistorie også udsendt på vegne af øvrige vvs-TEKNIQ-rådsmedlemmer fra alle regioner med individuelle citater.

Ligesom resten af huset har dine vvs-installationer brug for at blive forårsrengjort, hvis de skal fungere optimalt. Brancheforeningen TEKNIQ og lokal vvs’er giver gode råd til, hvordan du vedligeholder vandhaner og radiatorer.

Ligesom der skal være strøm i stikkontakten, så har de fleste boligejere en forventning om, at der kommer vand ud af hanen og brusehovedet, når de skruer på håndtaget. Alligevel oplever mange, at trykket tilsyneladende bliver gradvist lavere.

”Mange boligejere oplever, at der er problemer med vandtrykket. Når vi så kommer ud til dem, ser vi ofte, at det det er ganske almindelig tilkalkning, der skaber problemerne,” forklarer Jesper Cantor, vvs-installatør fra Sørens Blikkenslagerforretning i Slagelse og medlem af TEKNIQ-råd Sjælland.

Derfor anbefaler han også, at man som boligejer tager en ”rundtur” til alle hjemmets vvs-installationer, når man alligevel er i gang med forårsrengøringen.

”Samtidig er det værd at overveje, om man måske skal investere i en blødgøringsanlæg, der forebygger problemerne med tilkalkning,” siger han.

Tjek radiatoren

Ud over tilkalkning af vandhaner og brusehoveder er der også brug for at tjekke toiletter og radiatorer, når man gør boligen sommerklar.

”Hvis en radiator eksempelvis er rustet, risikerer du, at den springer læk, når der igen fyres op for varmen,” siger Jesper Cantor og fortsætter:

”Jeg vil også anbefale, at man som boligejer sørger for at få serviceret ens varmeanlæg – uanset om der er tale om en kedel, et fjervarmeanlæg eller en varmepumpe – i løbet af foråret i stedet for at vente, til problemerne opstår midt i fyringssæsonen. Det kan samtidig gøre det lettere at få fat i en servicetekniker, hvis man sørger for at forebygge eventuelle problemer, inden der for alvor bliver travlhed hos vvs-virksomhedernes servicemedarbejdere, når kulden igen rammer.”

Han understreger desuden, det er vigtigt, at boligejerne kender deres begrænsninger.

”Arbejdet med vvs-installationer er ikke noget, man skal tage let på. Og er man det mindste i tvivl om, hvordan tingene skal gøres, så er det altså bedst at overlade det til en fagmand,” siger han.


Sådan gør du vvs-installationerne sommerklar

Toilet/badeværelse:

  • Filteret i vandhanen er ofte tilkalket og kan desuden have opsamlet urenheder fra installationen. Filteret afmonteres ved brug af et håndklæde, renses og afkalkes eventuelt i en eddikesyreopløsning et par timer. Alternativt kan der isættes et nyt filter, som med fordel kan købes via installatøren, så det passer til din vandhane.
  • WC’et kan også tilkalke i cisternen. Det kan tjekkes. Har du ikke prøvet at adskille cisternen før, bør du overlade eftersynet til en vvs’er.
  • Brusehovedet kan afkalkes i en eddikesyreopløsning – medmindre der er særlige gummidyser, som kan renses for kalk med hånden.

 

Køkkenet:

  • Vandhanen skal efterses og afkalkes ligesom vandhanen på badeværelset.
  • Har du maskiner tilkoblet vandinstallation (eksempelvis en opvaskemaskine), bør du tjekke brugsanvisningen for at se, om der skal afkalkes eller foretages anden vedligeholdelse.

 

Hele huset:

  • Vær opmærksom på rustdannelse på radiatorer, der kan udvikle sig til utætheder. Hvis dine radiatorer viser tegn på rust, bør du kontakte en vvs’er.
  • Husk at lukke for termostaterne på radiatorerne, inden du åbner vinduerne.
  • Hvis du er i tvivl, så lad en vvs’er gennemgå dine installationer, så du trygt kan gå sommeren i møde.
Kilde: Birger T. Christiansen, teknisk konsulent hos TEKNIQ Installationsbranchen

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.