Beskæftigelsen stiger stadig i de syddanske installationsvirksomheder

Pressemeddelelse også udsendt på vegne af de øvrige, regionale TEKNIQ-råd med citater fra de respektive formænd og regionale tal.

Fire år med stabil vækst giver nu el- og vvs-virksomhederne i Region Syddanmark udfordringer med at rekruttere tilstrækkeligt med medarbejdere.

De syddanske el- og vvs-installationsvirksomheder er inde i en rivende udvikling og har de seneste år gradvist øget både omsætningen og beskæftigelsen.

”Det er utroligt positivt, men det betyder til gengæld også, at vi begynder at kunne mærke, at det bliver stadig sværere at skaffe de faglærte medarbejdere, vi har brug for,” siger Lars Petrowsky, formand for TEKNIQ-råd Syddanmark.

TEKNIQ Installationsbranchen, der repræsenterer de danske el- og vvs-installationsvirksomheder, har netop offentliggjort resultaterne af en ny arbejdskraftundersøgelse blandt deres medlemsvirksomheder. Den viser, at 27 procent af de syddanske el- og vvs-virksomheder i april måned forgæves forsøgte at rekruttere arbejdskraft.

Rekrutteringsudfordringen i installationsbranchen skyldes især, at antallet af ansatte i branchen er steget kraftigt – på landsbasis fra 39.640 i 2013 til 45.060 i 2017. Samtidig er ledigheden blandt både elektrikere og vvs’ere i samme periode faldet markant. TEKNIQ forventer, at beskæftigelsen i installationsbranchen i løbet af 2018 kommer til at overgå den hidtidige rekord fra 2007, hvor branchen beskæftigede 45.600 personer.

Der er således ikke noget, som tyder på, at installationsbranchens behov for arbejdskraft vil falde de kommende år i regionen. Tværtimod forventer hele 45 procent af virksomhederne i Region Syddanmark, at deres samlede antal ansatte vil øges de kommende 12 måneder. Kun tre procent regner med, at de får færre medarbejdere i samme periode.

”Der er med andre ord stadig en stærk tro på fremtiden i branchen, og heldigvis ser vi, at virksomhederne bliver stadig bedre til at ansætte lærlinge, ufaglærte og andre faggrupper, som kan løse en del af opgaverne. Skal den positive udvikling i Syddanmark fastholdes, er det dog bydende nødvendigt, at vi øger tilstrømningen af dygtige faglærte til branchen,” siger Lars Petrowsky.


TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.