Debatindlæg: BoligJobordningen er fundamentet under den grønne tankegang

Debatindlæg om vigtigheden af BoligJobordningen både nu og i fremtiden. Udsendt på vegne af TEKNIQ-rådene med en række regionale rådsmedlemmer som afsendere.

Boligejerne har brug for en økonomisk gulerod, hvis den grønne tankegang skal bide sig fast.

Det gjorde vi allerede opmærksom på i starten af året, da debatten om BoligJobordningen for alvor begyndte at rase. En ordning, der efter planen udløber ved udgangen af 2017 og som også her i løbet af sommeren har været et af de helt varme diskussionsemner. 

For hvor effektiv er ordningen egentlig, og er kontrollen med den god nok? Reducerer den det sorte arbejde? Eller gør den det bare endnu sværere at få fat i en håndværker i en tid, hvor ordrebøgerne hos bl.a. elektrikere, vvs’ere, murere og tømrere igen er ved at blive fyldt op?

I virkeligheden burde debatten dog handle om noget helt andet – nemlig klimaet! Da BoligJobordningen blev relanceret i 2016, var det med en ny grøn profil, der skulle give boligejerne endnu mere lyst til at energirenovere deres huse. Og det har virket! 

Når det eksempelvis gælder installation af varmepumper, solceller og intelligent varme-, ventilations- og lysstyring, er der ingen tvivl om, at BoligJobordningen har betydet, at mange flere private boliger i Danmark er blevet energirenoveret de senere år. 

Ifølge Skatteministeriet benyttede 8,9 procent af alle fuldt skattepligtige midtjyder ordningen i 2016 – landsgennemsnittet var 8,5 procent. Et flot tal, som dog samtidig viser, at der stadig er et stort uudnyttet potentiale for, at endnu flere kan få gavn af det grønne fradrag. 

Og vi må bare erkende, at der er god brug for den økonomiske gulerod. For når valget står mellem et nyt flot køkken eller en halvt skjult varmepumpe, vil de fleste af os desværre som udgangspunkt være tilbøjelig til at vælge det første – hvis vi altså ikke kan aflæse fornuften i at tænke grønt på vores bankkonto. 

Men der ER et stort behov for at spare på energien. Bygninger står for omkring 40 procent af det samlede energiforbrug i Danmark. Så hvis vi skal opfylde vores andel af det europæiske klimamål for 2030, bliver vi nødt til at sætte mere turbo på at energieffektivisere ikke mindst de private boliger. 

Om det så skal være i form af en BoligJobordning eller anden løsning er i virkeligheden underordnet. Det afgørende er, at boligejerne også i fremtiden oplever, at der er et økonomisk incitament til at gøre deres boliger mere grønne. 


TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.