Debat: Grøn tankegang kommer ikke af sig selv

Martin Rosborg (formand for TEKNIQ-råd Midtjylland), Lars Dyrstrøm (formand for TEKNIQ-råd Hovedstaden), Per Møller Christensen (formand for TEKNIQ-råd Nordjylland), Anders Petersen (formand for TEKNIQ-råd Sjælland), Gustav Petersen (formand for TEKNIQ-råd Syddanmark) og Kurt Henning Sjøholm (medlem af TEKNIQ-råd Hovedstaden)

BoligJobordningen giver i resten af 2017 mulighed for, at boligejerne kan få tilskud til at gøre deres huse mere energieffektive. Men skal den grønne tankegang leve videre efter årsskiftet, er der brug for en mere permanent tilskudsordning.

De fleste boligejere tænker først og fremmest med pengepungen, når de overvejer, om det for eksempel kan betale sig at udskifte det gamle oliefyr med en varmepumpe eller at gennemføre andre tiltag, der kan reducere energiregningen. For det kan godt være, det er fint og politisk korrekt at tænke i vedvarende energi og CO2-besparelser. Men hvis ikke det kan aflæses positivt på privatbudgettet, så vælger vi at bruge pengene på noget andet.

Undersøgelser fra blandt andet Bolius har da også vist, at netop økonomien meget forståeligt er den altoverskyggende faktor, når boligejerne overvejer at investere i vedvarende energiløsninger eller andre former for energibesparelser i deres huse. Men undersøgelserne har også vist, at boligejernes interesse for at spare på energien generelt er faldende.

Derfor har BoligJobordningen været et vigtigt incitament for de danske boligejere, som går med overvejelser om at investere i mere energieffektive løsninger til deres huse – og sådan vil det også blive ved med at være i resten af 2017, mens ordningen fortsat eksisterer.

Men hvad så efter årsskiftet? Den seneste tid har debatten om BoligJobordningen raset på de bonede gulve inde på Christiansborg med skiftende politiske udmeldinger, der er gået lige fra socialdemokraternes ønske om at sløjfe BoligJobordningen til Dansk Folkeparti, som vil gøre ordningen permanent.

Én ting er sikker: Boligejernes grønne tankegang kommer ikke af sig selv. Der skal være en økonomisk gulerod. Og så er det sådan set lige meget, om der er tale om den nuværende BoligJobordning eller en helt anden form for tilskudsordning. Det vigtige er, at man fra politisk side erkender, at der er brug for en mere permanent løsning, så du som boligejer og vi som virksomheder ved, hvad vi har at rette os efter.

Vi skal heller ikke glemme, at BoligJobordningen har haft stor samfundsmæssig værdi ved at medvirke til at reducere det sorte arbejde. På den måde sikrer vi, at opgaverne løses på en både fagligt og sikkerhedsmæssig forsvarlig måde. Hvis de økonomiske tilskudsmuligheder forsvinder, vil det igen blive mere attraktivt at skyde økonomisk genvej og køre ”uden regning”. Det kan vel ikke være meningen?

Derfor lyder opfordringen fra TEKNIQ til politikerne: Find nu en løsning, der hjælper de danske boligejere til at sætte handling bag de energibesparende ønsker. Grøn tankegang kommer ikke af sig selv – og er ikke gratis!

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.