Debatindlæg: Hvem betaler for parkeringen?

Debatindlæg sendt på vegne af TEKNIQ-råd Nordjylland.

Både butikker og håndværkere i Aalborg kan nu mærke konsekvenserne af de forringede parkeringsmuligheder. Og der er akut behov for en løsning.

Parkeringssituationen i centrum af Aalborg udvikler sig gradvist fra skidt til værre.

Efterhånden er problemet så stort, at det kan mærkes både i detailbutikkerne og hos de håndværkere, der skal forsøge at servicere kunderne i byen. For selv om der ifølge kommunen ikke er kommet færre parkeringspladser i byen som helhed, så hjælper det ikke noget, når det stort set er umuligt at finde et sted at stille sin bil eller servicevogn i Aalborg centrum.

For eksempel er parkeringspladsen på Budolfi Plads lukket. Og samtidig har Vingaardsgade, der forbinder Vesterbro med Boulevarden, været spærret det sidste halve år. Det betyder, at kunderne trækker ud af byen til eksempelvis Aalborg Storcenter, hvor der er overflod af gratis p-pladser, mens detailhandlen i centrum lider.

Men også for håndværkere som fx elektrikere og vvs’ere, der lever af at løse opgaver hos kunderne, kan det efterhånden være noget af en prøvelse at finde en parkeringsplads til servicebilerne. Ofte kan vores medarbejdere bruge halve timer på at finde en p-plads, hvorefter montørerne må slæbe værktøj og materialer den lange vej hen til kunderne.

Det giver en helt konkret udfordring, når fakturaen skal skrives. For hvem skal egentlig betale? Er det kunden, der må acceptere, at parkeringsjagten er en del af håndværkernes arbejdstid? Eller er det det besøgende firma, som må tage tabet? To parter, der begge er uden skyld i problemerne.

Der er med andre ord brug for, at Aalborg Kommune sætter aktivt ind for at forbedre parkeringsmulighederne i midtbyen. Det er en forudsætning, hvis vi fremadrettet vil have et både levende og varieret forretningsliv i Aalborg, hvor der også er plads til de håndværkere, som er med til at vedligeholde og forny byen.

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.