Pressemeddelelse: Poul Christian Møller Nielsen vinder elinstallatørprisen

Pressemeddelelse udsendt i forbindelse med prisoverrækkelse, hvor TEKNIQ-rådsmedlem, Tomas Kudsk, holdt dimissionstale.

Ved dimissionen på Erhvervsakademi Sjælland den 21. juni fik Poul Christian Møller Nielsen fra Søllested overrakt brancheorganisationen TEKNIQs elinstallatørpris.

En overrasket Poul Christian Møller Nielsen modtog fredag TEKNIQs elinstallatørpris, da han og studiekammeraterne på elinstallatøruddannelsen dimitterede fra Erhvervsakademi Sjælland i Næstved.

”Jeg havde da håbet lidt på, at det var mig, der fik prisen. Men jeg vidste ikke præcis, hvordan mine chancer var. Så det var ret overvældende og en dejlig fornemmelse at blive kaldt op. Det var lige prikken over I’et efter to års hårdt arbejde,” sagde den 47-årige prismodtager.

Den nu færdiguddannede elinstallatør, der arbejder hos Dahl A/S i Nakskov, opnåede et imponerende karaktergennemsnit på 11,7. Prisen blev overrakt af Tomas Kudsk, medlem af TEKNIQ-råd Sjælland, som på TEKNIQs vegne holdt tale for dimittenderne.

”I er blevet uddannet i en tid, hvor begreber som disruption, Internet of Things og robotter er på alles læber. I vil opleve, at der bliver stillet store krav til jer. Hvis vores branche fortsat skal være i førertrøjen, så kræver det, at vi bliver ved med at udfordre os selv,” sagde han blandt andet.

For Poul Christian Møller Nielsen har uddannelsen som elinstallatør været med til at åbne nye fremtidsperspektiver.

”Jeg kunne godt tænke mig at undervise på eluddannelsen. Jeg har været befalingsmand i forsvaret, hvor netop undervisning også var en del af mit arbejde, og det ville være fantastisk at kombinere det med elfaget,” fortalte han.

Elinstallatøruddannelsen er en videregående uddannelse, hvor de studerende typisk har en baggrund som elektriker.

TEKNIQ Installatørernes Organisation repræsenterer virksomhederne i den voksende installationsbranche. TEKNIQ uddeler hvert år prisen til den studerende på hvert erhvervsakademi, der har klaret sig bedst på studiet som elinstallatør.


Overrækkelse af installatørpriser.

Tomas Kudsk (t.h.) overrakte installatørprisen ved dimissionen på Erhvervsakademi Sjælland i Slagelse.

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.