Pressemeddelelse: Installatører i Region Syddanmark vil ansætte flere lærlinge

Pressemeddelelse udsendt på vegne af de fem TEKNIQ-rådsformænd.

De syddanske installationsvirksomheder vil bl.a. løse rekrutteringsudfordringerne ved i endnu højere grad at ansætte lærlinge. Det viser en medlemsundersøgelse fra brancheorganisationen TEKNIQ.

El- og vvs-installationsvirksomhederne i Syddanmark har i stigende grad problemer med at skaffe tilstrækkeligt med medarbejdere. Men samtidig er man klar med løsninger, der skal være med til at fastholde den positive udvikling med stigende omsætning, som branchen er inde i.

Ifølge en ny medlemsundersøgelse fra TEKNIQ Installatørernes Organisation vil virksomhederne især ansætte flere lærlinge – hele 56 procent af installatørerne i Region Syddanmark vil benytte denne mulighed. Derudover vil 28 procent i højere grad ansætte nyuddannede lærlinge.

”Jeg synes, at det tydeligt understreger, at virksomhederne i Syddanmark er klar til at tage fat og gøre en aktiv indsats for at gøre noget ved de rekrutteringsudfordringer, vi står overfor i branchen. Det bekræfter mig samtidigt i, at installatørerne tager deres sociale ansvar meget alvorligt, når det gælder om at sikre den fremtidige strøm af dygtig og faglært arbejdskraft,” siger Gustav Petersen, formand for TEKNIQ-råd Syddanmark og kundechef hos Kemp & Lauritzen A/S.

Helt konkret så svarer 18 procent af installationsbranchens virksomheder i Syddanmark, at de planlægger flere lærlingeansættelser i 2017, mens kun fire procent vil ansætte færre. Dermed fortsætter udviklingen fra de tidligere år med en stigende lyst til at ansætte lærlinge.

”Det største problem bliver i virkeligheden nok at skaffe tilstrækkeligt med lærlinge. Derfor er det også vigtigt, at vi arbejder målrettet på at få flere af regionens unge til at vælge en erhvervsuddannelse – meget gerne inden for el- eller vvs-området,” siger Gustav Petersen.

Sidste år ansatte el- og vvs-virksomhederne i hele landet 17 lærlinge per 100 svende, mens det gennemsnitlige tal for hele byggebranchen var 11 og fem i industrivirksomhederne.

Ud over ansættelsen af flere lærlinge forventer 53 procent af de syddanske el- og vvs-virksomhederne også at øge indsatsen for at fastholde de nuværende medarbejdere, mens 32 procent satser på efteruddannelse og 31 procent på at ansætte vikarer for at sikre den nødvendige arbejdskraft.

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.