Den Gamle By viser dansk elhistorie

En ny udstilling i Den Gamle By i Aarhus viser afbrydere og stikkontakter fra starten af 1900-tallet og frem til i dag

150 forskellige stikkontakter og afbrydere helt tilbage fra 1911 - samt en lang række lamper fra hele sidste århundrede. Det er blot nogle af de elhistoriske produkter, som kan opleves i en ny permanent udstilling i Den Gamle By i Aarhus.

”Huset fortæller” er navnet på udstillingen, som skildrer livet i en etageejendom fra et arbejderkvarter i Hjørring gennem hele 1900-tallet. Hele bygningen er over de seneste år flyttet til Den Gamle By fra Hjørring.

– Vi har systematisk indsamlet eksempelvis afbrydere og stikkontakter. Det er tydeligt, producenterne dengang gik op i design. I dag er det meget minimalistisk, men på det tidspunkt var der virkelig stor forskel og meget gennemtænkt design. De besøgende får et indtryk af mangfoldigheden og en fornemmelse af, hvordan moden skifter, fortæller museumsinspektør Allan Frandsen fra Den Gamle By.

Uændret design

Det er dog ikke altid, at moden skifter så hurtigt.

– Den ældste stikkontakt på udstillingen kan man faktisk stadig købe i næsten designmæssig uændret form her i 2015, siger Allan Frandsen.

Den Gamle By - gamle stikkontakter

Nogle af de gamle stikkontakter, som designmæssigt kan fås næsten uændrede i dag. Foto: Den Gamle By

Indtil omkring 1910 blev afbrydere og stikkontakter især importeret fra Tyskland og England. Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement, i dag kendt som LK, fremstillede afbrydere fra omkring 1910.

Nordisk Elektricitets Selskab, i dag kendt som NES, fremstillede afbrydere fra omkring 1913. De to firmaer var de største på det danske marked og konkurrerede indtil 1968, hvor de fusionerede.  

Ud over el dykker huset også ned i vvs-historien med alt fra cisterner til håndvaske gennem tiderne.

1900-tallet i Den Gamle By

  • Den Gamle By i Aarhus fortæller historien om en mindre dansk købstad gennem flere århundreder. Museet er i fuld gang med at opbygge to nye kvarterer, som viser 1900-tallets historie.
  •  ”Huset fortæller” er en ny, permanent udstilling. Huset, der udgør centrum for udstillingen, blev i 1902 opført på den nuværende Bispensgade i Hjørring som et beboelseshus i et typisk arbejderkvarter.

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.