Kontakt TEKNIQ

Arbejdsmarkeds-afdelingen

tekniq@tekniq.dk

4343 6000

Mediation skal forhindre afskedigelser af HK’ere

En ny aftale mellem TEKNIQ og HK/Privat sikrer gratis og uvildig mediation til virksomheder, hvor HK-funktionærer er havnet i konflikter.

TEKNIQ og HK/Privat har aftalt, at organisationerne frem til udgangen af 2016 vil tilbyde gratis mediation og mægling til virksomheder, hvor man har problemer med samarbejdet og det psykiske arbejdsmiljø blandt HK-funktionærerne.

Der er tale om en forsøgsordning, hvor HK-overenskomstens Uddannelses- og Samarbejdsfond dækker omkostningen til en uvildig mediator, som kan tilkaldes for at få løst konflikten, inden den fører til sygefravær og måske i sidste ende afskedigelse. 

For at begrænse rejseomkostningerne, er det dog kun virksomheder på Sjælland og Fyn, som får glæde af forsøgsordningen. Hvis det viser sig, at der er basis for en permanent ordning, vil det være naturligt at indgå rammeaftaler med mediatorer over hele landet.

Økonomisk fornuftigt

Underdirektør i TEKNIQ, Thorkild Bang, er usikker på, hvor mange mediationer, der vil blive gennemført.

- Det er ikke min opfattelse, at der er mange sager af den art på TEKNIQs område. Til gengæld vil blot ganske få løste konflikter betyde besparelser for de involverede parter, som langt overstiger omkostningerne til mediation, siger Thorkild Bang.

Faglig sekretær i HK/Privat København, Steen Bonde Jensen, ser et stort potentiale i at tilbyde hurtig mediation:

- Ved konflikter i det psykiske arbejdsmiljø er problemet ofte en lille ting, der vokser sig stor. Derfor er det vigtigt, at mediationen foregår så tidligt i konflikten som muligt.

Både TEKNIQ og HK opfordrer derfor til, at virksomhed eller medarbejder kontakter sin organisation så tidligt som muligt, hvis man mener, der er et samarbejdsproblem.

Læs mere om mediation i Electra 5

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.