TEKNIQ vender velfærdsteknologi og valg på Folkemødet

Publikum nærmest spærrede den solfyldte mole foran TEKNIQs telt på havnen i Allinge, da installatørernes brancheorganisation tidligere i dag holdt debat om velfærdsteknologi. Se også billeder fra dagens arrangement.

Deltagerne var MF Thyra Frank fra Liberal Alliance, sektorformand for FOA Karen Stæhr, Stig Langvad, tidligere formand for Dansk Handicap Forbund, samt markedschef Bent Ole Jonsen fra Caverion.

- Jeg var i Japan sidste år og se på velfærdsteknologi. Jeg ser mange muligheder, men det skal tilpasses individuelt. Samtidig må teknologien ikke være en spareøvelse, lød det fra Thyra Frank.

Det var FOA's Karen Stæhr enig i.

- Borgere og ansatte skal inddrages, for så sikrer vi succesen. Som fagforbund er vi positive over for velfærdsteknologi, for den kan forhindre, at vores medarbejdere skal stå i skæve arbejdsstillinger eller udføre tunge løft.

Bent Ole Jonsen slog et slag for, at bygherrerne tænker velfærdsteknologi ind i byggeriet.

- I dag bygger vi billigst muligt. Det duer ikke. Bygningerne skal gøres klar fra begyndelsen med infrastruktur og software til velfærdsteknologien. Og så skal vi som installatører være bedre til at rådgive under processen og installationen af teknologien.

Stig Langvad mindede om det basale formål med velfærdsteknologi.

- Det skal ikke handle om at gøre tingene billigst muligt. Derimod skal vi have det perspektiv, at jeg som bruger af velfærdsteknologi kan bo så længe som muligt på den måde, jeg gerne vil, og med mest mulig livskvalitet.

Valgkamp

TEKNIQs Folkemøde blev sparket i gang i går torsdag, da adm. direktør Niels Jørgen Hansen sammen med blandt andre Lone Engberg Thomsen, formand i Teknisk Landsforbund, diskuterede folketingsvalgets temaer.

- Valgkampen mangler fokus på, hvordan vi tjener penge i Danmark, mener Niels Jørgen Hansen.

Han kom ind på reformen af erhvervsuddannelserne, som træder i kraft til august.

- Vi får ikke økonomisk vækst uden gode uddannelser og styrkede kompetencer. Her er vi heldigvis godt på vej med reformen, som løfter niveauet for el- og vvs-uddannelserne. Det øger respekten for fagene og giver et bedre image.

Folkemødet ruller videre frem til søndag eftermiddag. Arrangørerne forventer publikumsrekord. 

Folkemøde 2015               Folkemøde 2015
               
Folkemøde 2015               Folkemøde 2015
               
Folkemøde 2015               Folkemøde 2015
               
Folkemøde 2015               



TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.