Tina Voldby

Tina Voldby

Underdirektør

tvo@tekniq.dk

7742 4238

2012 8283

Nemmere at finde den rigtige efteruddannelse

TEKNIQ har i samarbejde med Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk El-Forbund udviklet en ny kursusportal, der gør det enkelt og overskueligt at søge i det store udbud af AMU-efteruddannelseskurser.

www.evukurser.dk finder man nu en helt ny kursus-portal, der gør det nemmere at få overblik over efteruddannelsesmulighederne for vvs’ere og elektrikere. Bag portalen står TEKNIQ, Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk El-Forbund. 

Den nye portal sikrer en meget simpel adgang til den information, man har brug for. Man kan eksempelvis søge på, hvilke kurser der udbydes hvor og hvornår. Og man kan søge på de kompetenceområder, man er interesseret i eller søge helt konkret på, hvornår et specifikt kursus, som man står og mangler, afholdes næste gang. Brugervenlighed og overskuelighed har været i centrum under udviklingen, og derfor er portalen optimeret til både pc, mobil og tablet.

Underdirektør i TEKNIQ, Tina Voldby, glæder sig over, at det er blevet nemmere at skaffe sig overblik over kurserne.

- Udbuddet af AMU-kurser har været alt for uoverskueligt for medarbejdere og arbejdsgivere at orientere sig i. Derfor har vi etableret den nye portal, som er ekstremt brugervenlig og kan tilgås fra alle devices. Så nu er der ingen undskyldning for ikke at sende medarbejderne afsted på efteruddannelse, siger Tina Voldby.

Få garanti for afholdelse

En særligt vigtig funktion på den nye kursusportal er muligheden for at sætte flueben ved garantikurser, når man søger på portalen. Hvis man gør det, får man kun vist kurser, som bliver afholdt, ligegyldigt hvor mange deltagere der er tilmeldt.

- I installationsbranchen har virksomhederne ofte måttet sande, at et kursus er blevet aflyst. Derfor prøver vi i samarbejde med erhvervsskolerne at sikre, at der bliver udbudt flere og flere garantikurser. Det arbejde kommer til at fortsætte de kommende år, men allerede nu har vi på portalen implementeret muligheden for at vælge et kursus, der med sikkerhed bliver afholdt, forklarer Tina Voldby.

Se kursushistorik

En anden vigtig funktion, som er en del af den nye kursusportal, er, at hver enkelt medarbejder kan logge ind med sit NemID og få en oversigt over, hvilke kurser han eller hun har taget gennem årene. Dermed er det også muligt for mester at få en oversigt over medarbejderens kompetencer, som kan lægges ind i KLS-systemet som bilag.

- Jeg er sikker på, at det bliver en kæmpe hjælp, at man fremadrettet kan bede medarbejderne om at udskrive deres kursushistorik, så der ikke er tvivl om, hvem der har hvilke kurser, og hvornår et certifikat sidst er blevet fornyet, pointerer Tina Voldby.

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.