Charlotte Ketelsen

Charlotte Ketelsen

Arbejdsmiljø-
konsulent

cke@tekniq.dk

7742 4221

El-koncern vinder Arbejdsmiljøprisen

I kategorien ’Samarbejde om Arbejdsmiljø’ hædrede Arbejdsmiljørådet den danske del af Schneider Electric for at skabe stort medarbejderengagement i arbejdet med sikkerhed og trivsel.

Mindre sygefravær og større arbejdsglæde fremhæves som resultaterne af Schneider Electric Danmark A/S’ strategiske fokus på sikkerhed og arbejdsmiljø. Resultaterne er så fremragende, at virksomheden løber med ArbejdsmiljøPrisen 2015.

- Arbejdsmiljø fremstår i dag som en integreret del af virksomheden på landeniveau og lokalt. Og så kan de fremvise fremragende resultater, siger Lisbeth Lollike, formand for Arbejdsmiljørådet, som sidste torsdag i november uddelte ArbejdsmiljøPrisen.

- I min verden er der ingen tvivl om, at medarbejderne er vores stærkeste aktiv som virksomhede. Derfor skal vi selvfølgelig værne om medarbejdernes sikkerhed og trivsel. Jeg er utrolig stolt over prisen. Den er for mig en indikation af, at vi har et rigtig fokus, siger Thomas Träger, adm. direktør for Schneider Electric Danmark, medlem af TEKNIQ.

Prisen er givet som en anerkendelse af det store samarbejde, virksomheden har skabt for at fremme sikkerhed og arbejdsmiljø, senest gennem en serie nyhedsbreve og et korps af lokale ”stressspottere”.

Arbejdsmiljørådet er det forum, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere samarbejder om udviklingen af et bedre arbejdsmiljø. Rådet har 20 medlemmer, som udpeges af beskæftigelsesministeren for fire år ad gangen.

TEKNIQ er repræsenteret i Arbejdsmiljørådet gennem advokat Charlotte Ketelsen, som er personlig suppleant og deltager i store dele af rådets arbejde.

Charlotte Ketelsen fortæller, at samarbejde om arbejdsmiljø i virksomhederne har et stadigt mere vigtigt fokus. Arbejdet med samarbejdet er en del af den nationale Arbejdsmiljøplan 2020. Planen skal føre til 25 procent færre arbejdsulykker, 20 procent færre psykisk overbelastede og 20 procent færre med overbelastning af muskler og skelet.

Den globale Schneider Electric-koncern beskæftiger tæt ved 1.000 medarbejdere i Danmark.

Schneider vinder Arbejdsmiljøpris

Foto: Arbejdsmiljørådet

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.