Delautoritationsuddannelse lanceret med store fejl

Ny uddannelse tager væsentligt længere tid end oplyst, desuden rejses der nu tvivl om effekten.

Erhvervsakademiet KEA tilbyder i år det første modul i en ny uddannelse, som giver adgang til delautorisationer inden for el og vvs i boliger. KEA markerede torsdag starten på den nye uddannelse med en misvisende pressemeddelelse.

- Uddannelsen tager 3 måneder, skrev KEA i pressemeddelelsen. Det passer ikke. Uddannelsen er meget længere. Desuden hævdes det, at uddannelsen fører til billigere priser for forbrugerne – det kan vi ikke se belæg for, siger Tina Voldby, underdirektør TEKNIQ.

KEA rettede dagen efter noget af teksten på skolens hjemmeside. Her slettede man alle oplysninger om, hvor lang tid uddannelsen varer. Men undlod samtidig at præcisere, hvor længe den tager at gennemføre.

KEAs uddannelse udbydes i fire moduler, dertil kommer et eksamensprojekt. Hvert af de fire moduler tager tre måneder. Der er altså minimum tale om en et-årig uddannelse inden man kan gå til eksamen.

- Det passer meget godt med, at uddannelsen er normeret til mellem 35 og 40 ECTS-point, som betyder, at den tager mellem 7 og 8 måneder som et fuldtidsstudie. KEA udbyder modulerne på deres nye kurser som deltidsstudier, siger Tina Voldby.

TEKNIQ fraråder virksomhederne at sende medarbejdere på delautorisationskurserne.

- Delautorisationerne dækker kun visse opgaver i boliger. Der er altså tale om et begrænset forretningsområde.  Vi anbefaler i stedet de nye el og vvs installation-uddannelser, hvor man kan opnå de fulde autorisationer. Uddannelserne er på 60 ECTS point svarende til et års fuldtidsstudie, men de udbydes også som deltidsstudier. Man kan lige så godt bruge den lidt større indsats på at opnå en fuld autorisation, siger Tina Voldby.

- De nye installatøruddannelser udbydes på deltid fra sommeren 2016 på flere erhvervsakademier i hele landet. Det valg vil være det bedste for dem, der har en faglig baggrund i el og vvs. Her får de hele pakken og en uddannelse med noget, der ligner jobgaranti, siger Tina Voldby.

Ifølge pressemeddelelsen fra KEA vil det på længere sigt vil være muligt, at andre håndværksgrupper kan udføre noget af el- og vvs-arbejdet, hvis de tager en delautorisations-uddannelse. Virkeligheden er dog sådan, at uddannelsen som autoriseret boliginstallatør endnu kun kan opnås, hvis man har en faglig baggrund i el eller vvs. 

Det vil altså – som det hele tiden har været – kun være elektrikere, vvs’ere og andre med tilsvarende baggrund, som skal opnå en autorisation, også en delautorisation.

- Det er meget svært at se, at de kurser som nu udbydes på nogen måde påvirker de priser, forbrugerne skal betale. Det er ærgerligt, at man forsøger at spinne en politisk pris-historie ud af det her, for det er der ikke belæg for, siger Tina Voldby.

 

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.