Folkemøde: Den samlede byggeregning skal på bordet

Debat om totaløkonomi i byggeriet - Folkemøde 2016

Det kniber med at tænke drift og langsigtet totaløkonomi, når især offentlige byggeprojekter gennemføres. Det blev slået fast, da emnet var til debat under årets Folkemøde.

Det er langt fra nok kun at se på prisen for selve byggeriet, når offentlige udbydere gennemfører store byggeprojekter. Hvis man skal sikre de bedst mulige løsninger, er det afgørende, at det totale energiforbrug, indeklimaet og driftsomkostningerne tages med i den samlede vurdering. Det sker bare alt for sjældent i praksis.

Sådan lød vurderingen fra de indbudte eksperter, da TEKNIQ og Dansk Byggeri under folkemødet på Bornholm holdt debat om kvalitet, produktivitet og totaløkonomi i byggebranchen.

- Fra TEKNIQs side savner vi, at man især ved offentlige byggeprojekter har fokus på den samlede økonomi. Ofte kigger man kun på omkostningerne her og nu og bruger derfor ikke de penge på byggeriet, som vil kunne sikre besparelser på den videre drift. Og faktisk er anlægsprisen kun cirka en tredjedel af de samlede omkostninger, vurderede formand i TEKNIQ, Henrik Fugmann, og uddybede:

- Hr. og fru Jensen kan jo godt finde ud af at tænke lidt længere, når de skal købe et nyt køleskab og vælger et med energimærkning A+++ i stedet for en model, der nok koster lidt mindre men som til gengæld bruger meget mere strøm. Det kniber mere ved de offentlige byggerier.

En særlig måde at tænke på

Han blev bakket op af Jens-Christian Stougaard, direktør i Pension Danmark, som er involveret i en lang række store byggeprojekter.

- I bund og grund handler det om hele den måde, man tilrettelægger byggerierne på. Ved at tænke både projektering, anlæg og drift sammen, får man et meget bedre billede af de totale omkostninger, fastslog han.

Det er dog ikke altid helt uproblematisk, når der skal tegnes et samlet billede af omkostningerne og mulighederne ved et konkret byggeri.

- Vi ved godt, hvad det koster at anlægge en bygning, men vi kan ikke synliggøre, hvad eksempelvis et godt indeklima kan have af samfundsøkonomiske fordele på den lange bane. Derfor skal vi både som virksomheder og som et samlet marked være bedre til at tænke de ting ind i vores økonomiske modeller, vurderede Martin Manthorpe, strategidirektør i NCC.

Offentlige rollemodeller

Ifølge Henrik Fugmann er det nødvendigt, at de offentlige bygherrer går forrest, når det gælder om at tænke totaløkonomien ind i fremtidige byggeprojekter.

- Offentlige bygherrer er jo så store, at de burde fungere som rollemodeller. Samtidig så oplever jeg, at private bygherrer allerede har fokus på at tænke på totaløkonomien ind i byggeprojekterne – måske fordi det i sidste ende er deres egen pengepung, det går ud, sagde han.

Digitale muligheder

Den øgede digitalisering af byggeprocessen kan ifølge debatdeltagerne også få stor betydning for den totaløkonomiske tankegang.

- Jeg tror, at digitaliseringen kommer til at revolutionere hele vores branche. Især muligheden for dataopsamling bliver ekstremt vigtig. Og i det hele taget skal vi bare være bedre til at få højre og venstre hjernehalvdel til at mødes, inden spaden stikkes i jorden, sagde Martin Manthorpe.

- Indsamlingen af data om driften vil helt sikkert få en stor værdi og øger muligheden for at udnytte bygningernes fylde potentiale. Det kræver bare, at man også designer bygningerne til at udnytte både de eksisterende og fremtidige muligheder, og at man allerede i designfasen trækker dem ind, der har ekspertisen – som fx installatørerne, supplerede Henrik Fugmann.


Se hele debatten:

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.