Saml pensionsopsparingerne og få mere i pension

To ud af tre har pensionsopsparing i flere pensionsselskaber, viser en ny undersøgelse. Har virksomhedens medarbejderne flere pensionsopsparinger, kan der være fordele ved at samle dem ét sted. Det er billigere, og medarbejderne får et bedre overblik over deres pension.

En ny undersøgelse fra PensionDanmark viser, at to ud af tre (65 procent) blandt PensionDanmarks medlemmer har pensionsopsparing i flere pensionsselskaber, fx fra tidligere job, eller private ordninger. Og det er ikke småpenge, det drejer sig om.

Medarbejdernes opsparinger uden for PensionDanmark beløber sig til i alt 114 mia. kroner. I gennemsnit har medarbejdere med opsparing i andre selskaber sparet 265.000 kroner. op uden for PensionDanmark.

Spar 50.000 eller mere ved at samle pensionerne

Hvis medarbejderne har opsparinger i andre selskaber, end der hvor de aktuelt indbetaler til pension, så bliver det dyrere end nødvendigt. Medarbejderne betaler nemlig administrationsomkostninger i alle de pensionsselskaber, hvor de har penge stående.

Ved at samle pensionsopsparingerne sparer medarbejderne penge, fordi de dermed kun betaler omkostninger til administration ét sted. Det er også nemmere at se, hvor meget den samlede opsparing vokser. De årlige administrationsomkostninger svinger fra selskab til selskab. Fra 297 kroner i PensionDanmark til omkring 1.500 kroner i de dyreste selskaber.

Hvis man over et helt arbejdsliv sparer 1.000 kroner. om året i administrationsomkostninger, kan det give 50.000 kroner. ekstra på pensionsopsparingen. Har man mange opsparinger, kan det blive til endnu mere. 

Nemt at samle pensionsopsparingerne

Det koster ikke noget at overføre opsparinger mellem arbejdsmarkedspensionsselskaber, men de fleste private pensionsselskaber tager et gebyr for at overføre pengene. Man bør inden eventuelle overførsler tjekke, om man frasiger sig nogle favorable vilkår som fx en garanteret rente eller ydelse.

Medarbejderne kan ringe til PensionDanmark på 7012 1330 og få rådgivning om, hvad der bedst kan betale sig. De kan også logge ind på PensionDanmarks hjemmeside pension.dk. Her kan de via PensionsInfo hente oplysninger om eventuelle andre pensionsopsparinger og herefter samle dem i PensionDanmark.


TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.