Vvs-forhandlinger fortsætter
Overenskomstforhandlingerne på vvs-området genoptages i dag tirsdag den 14. marts klokken 11.00.
Efter en heldagsseance i forligsinstitutionen i går fortsætter TEKNIQ, Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal forhandlingerne om ny overenskomst på vvs-området i Forligsinstitutionen i dag. Forhandlingerne begynder klokken 11.00.
– Det går fremad med at lande de protokoller, der følger de indgåede overenskomster på industriens område. Vi fortsætter forhandlingerne om de øvrige områder - herunder vvs-branchens akkordsystemer - i dag, siger TEKNIQs adm. direktør Niels Jørgen Hansen.
Ser vi på det store billede, er der indgået forlig om nye overenskomster på områder, der omfatter 80 procent af de involverede lønmodtagere i Danmark. Blandt de overenskomster, der endnu ikke er indgået, tæller maleroverenskomsten, Horestas overenskomster og altså vvs-overenskomsten.
Rent proforma er der indgivet konfliktvarsel for de overenskomster, der endnu ikke er forhandlet på plads. Forligsmanden har traditionen tro udskudt varslerne i endnu 14 dage i denne uge. Det betyder, at eventuelle konflikter tidligst kan blive indledt 4. april.