Niels Jørgen Hansen

Niels Jørgen Hansen

Adm. direktør

njh@tekniq.dk

7742 4232

4074 4360

Arbejdstilsynet kan gå uden om virksomhedernes ledelse

Arbejdstilsynet får nu lettere ved at gå uden om ledelsen i den enkelte virksomhed i sager om psykisk arbejdsmiljø. Det kritiseres kraftigt af TEKNIQ.

Beskæftigelsesministeren har besluttet at styrke Arbejdstilsynets adgang til at gå ind i sager om psykisk arbejdsmiljø. I praksis betyder det, at tilsynets medarbejdere nu får lettere ved at omgå ledelserne i de virksomheder, der besøges. Den nye mulighed giver anledning til stor bekymring hos TEKNIQ. 

– Det er primært ledelsen i den enkelte virksomhed, der har ansvaret for, at arbejdsmiljøet er sundt og sikkert. Dette ansvar skal selvfølgelig tages alvorligt. Derfor skal den enkelte virksomhed have ordentlige muligheder for at håndtere arbejdsmiljøopgaverne. Det betyder også, at udefrakommende ikke – uden om den enkelte virksomheds ledelse – bør blande sig i virksomhedens forhold, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i TEKNIQ. 

Beskæftigelsesministeren har imidlertid tilkendegivet, at Arbejdstilsynet nu ikke længere behøver at have ledelsens samtykke eller deltagelse for at tage initiativ til samtaler med virksomhedernes medarbejdere – enkeltvis eller i grupper. Virksomheden får altså ikke nødvendigvis at vide, hvad Arbejdstilsynet spørger om, og hvad der bliver oplyst ved sådanne samtaler. 

– Dette hemmelighedskræmmeri gør det sværere for virksomhedens ledelse at finde ud af, hvordan problemerne skal håndteres. Det øger risikoen for, at Arbejdstilsynets aktivitet bliver problemforstærkende og ikke problemløsende, konstaterer Niels Jørgen Hansen. 

– Den bebudede ændring er derfor til skade for arbejdsmiljøet – og vi beklager den, siger han.

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.