Tina Voldby

Tina Voldby

Underdirektør

tvo@tekniq.dk

7742 4238

2012 8283

Branchens rollemodeller er klar til DM i Skills

Den 18.-20. januar mødes landets bedste lærlinge i Herning for at kåre danmarksmestrene i Skills. Og både elektriker- og vvs-energilærlingene er klar til at vise deres færdigheder frem for på den måde at vise de mange muligheder, erhvervsuddannelserne har at byde på.

El-finalister ved DM i Skills 2018.

Finalisterne ved DM i Skills for elektrikerlærlinge.

VVS-finalisterne ved DM i Skills 2018

Finalisterne ved DM i Skills for vvs-energilærlinge.

”Installationsbranchen har en virkelig stærk tradition for at åbne dørene for stadig flere lærlinge, og optaget på vvs-energi- og elektriker-uddannelserne er rekordstort og stigende på trods af, at tilgangen til erhvervsuddannelserne generelt er faldende,” siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ, og uddyber:

”Den udvikling har vi brug for at fortsætte, og derfor er det også vigtigt, at Skills gør det muligt for landets dygtigste lærlinge at vise, hvad de kan og på den måde understrege de mange facetter eksempelvis arbejdet som vvs’er rummer.”

”Vi glæder os til at vise fagene frem for de mange tusinde skoleelever og forældre, som altid møder op ved Skills. Det stiller store krav til de deltagende lærlinge, men de har år på år vist, at de kan løfte opgaven,” siger hun.


Sagt af finalisterne:

Frederik Kræmer Ramsdal – i lære mos M.R. Smedie & Rørteknik i Hobro:

”Normalt har jeg ikke den store lyst til at sætte mig selv i centrum. Det er jeg nok for meget nordjyde til. Så under finalen vil jeg nok sørge for at få noget musik i ørerne, så jeg kan koncentrere mig om opgaven. Men jeg er godt klar over, at vi som finalister også kommer til at fungere som rollemodeller for vvs-energiuddannelsen.”

Emil Nielsen – i lære hos DI-Teknik i Køge:

”Det er både spændende og lærerigt at være med. Der er kun én ting, som gælder, og det er at vinde, så det er det, jeg tager til Herning for. Vi hører jo hele tiden, at der mangler elektrikere, så jeg har det fint med også at fungere som rollemodel, hvis det kan trække flere til uddannelsen.”

Nikolaj Sinding Nielsen – i lære hos Elfirmaet PHL i Søborg:

”Nu går jeg efter titlen. Det vil være stort at kunne kalde mig danmarksmester, og samtidig er det fedt at få mulighed for at vise mit fag frem. Vi har jo brug for flere lærlinge, og jeg har ikke noget imod at fungere som en form for rollemodel og give noget videre til dem, der overvejer, hvilken uddannelse, de skal vælge. Her er elektriker er god vej at tage og åbner masser af muligheder.”

De fire vvs-energi-finalister:

  • Frederik Kræmer Ramsdal, lærling hos M.R. Smedie & Rørteknik i Hobro og går på Techcollege i Aalborg
  • Tobias Herse, lærling hos Finn Olsen VVS i Havdrup og går på Roskilde Tekniske Skole
  • Oscar Zeymer Jacobsen, lærling hos Kridahl Tag & VVS i Herlev og går på TEC
  • Martin G. Krongaard, lærling hos Fredslund VVS i Aabenraa og går på Syddansk Erhvervsskole

De fem elektriker-finalister:

  • Emil Nielsen, lærling hos DI-Teknik i Køge og går på EUC Sjælland 
  • Nikolaj Sinding Nielsen, lærling hos Elfirmaet PHL i Søborg og går på TEC 
  • Martin Elkjær Jensen, lærling hos Øgaard i Farsø og går på Den Jydske Håndværkerskole
  • Marco Mortensen, lærling hos Lundkvist i Varde og går på Rybners Tekniske Skole
  • Andreas Agesen, lærling hos Uggerly i Aalborg og går på Techcollege Aalborg

Værd at vide om Skills 2018

  • DM i Skills er blevet afholdt en gang om året siden begyndelsen i 2011.
  • I 2018 foregår mesterskaberne i Messecenter Herning fra d. 18.-20. januar.
  • Der vil denne gang være 42 konkurrencefag og 19 demonstrationsfag.
  • Der er som altid gratis adgang for alle besøgende.

Få mere at vide om Skills 2018!

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.