Henrik Carøe Gjellebøl

Udviklingschef

7742 4233

hcg@tekniq.dk


Succesfulde årsdage i nye klæder

TEKNIQs traditionelle årsdag har i år været forvandlet til fire regionale årsdage. Den ændring havde positiv effekt på både antallet af deltagere og de indlagte debatter.

TEKNIQ årsdage 2018

Se flere billeder her og endnu flere på Facebook

I de seneste uger har TEKNIQ afholdt regionale årsdage i Aalborg, Middelfart og Aarhus, og torsdag blev rækken af arrangementer sluttet af på kunstmuseet Arken i København. Samlet set besøgte 367 medlemmer og andre inviterede interessenter årsdagene, hvilket er langt flere end sidste år, hvor arrangementet blev afholdt på én dag i København, og 215 deltog.

Målsætningen med den nye måde at afvikle den traditionelle årsdag har været at få flere af de travle medlemmer til at deltage - og den mission er altså lykkedes. 

- Hos TEKNIQ arbejder vi for at komme tættere på medlemmerne. Derfor har vi rent geografisk flyttet årsdagene tættere på medlemmerne. Det har flere fordele: Den tid, man skal hive ud af en travl kalender for at deltage, er begrænset og dermed får vi flere til at deltage. Samtidig bliver det muligt at invitere lokale politikere til at debattere de erhvervspolitiske emner, som betyder noget for medlemmernes hverdag, siger Henrik Carøe Gjellebøl, der er udviklingschef hos TEKNIQ.

Arbejdskraft på dagsordenen

På gårsdagens årsdag på Arken var der også fokus på de lokale vilkår for erhvervslivet. TEKNIQs formand Henrik Fugmann nævnte i sin åbningstale, at Region Hovedstaden ifølge TEKNIQs medlemsundersøgelser er den del af Danmark, hvor installatørerne er mindst tilfredse med de kommunale erhvervsvilkår. 

Dermed var der lagt op til en spændende efterfølgende debat, hvor TEKNIQ-medlemmerne Tomas Kudsk fra AB-ELCO, Dan Jeppesen fra Tvilling VVS og Tom Lindquist fra Høyrup og Clemmensen diskuterede erhvervsvenlighed med Niels Hörup, der er borgmester i Solrød Kommune. 

Tomas Kudsk meldte ud, at han ikke får den nødvendige hjælp fra Jobcentret til at skaffe ledige medarbejdere i en tid, hvor det kniber med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. 

- Der er slet ikke nok dynamik i indsatsen for at få de ledige ud i virksomhederne. Det virker nærmest, som om jobcentret er sat i verden for at beskytte borgerne mod at komme i arbejde, lød det fra AB-ELCO-lederen. 

Niels Hörup afviste kritikken og opfordrede til, at man tager nogle lidt ”skæve kandidater” og investerer tid i at oplære dem, hvis man mangler arbejdskraft. Han understregede også, at kritikken er et godt eksempel på, hvorfor det er godt at komme ud og mødes til debat. 

- Vi skal kommunikere bedre med hinanden, for hvis man har det indtryk, at jobkonsulenterne skal beskytte de ledige, så de ikke kommer i job, så tager man fejl. Men de arbejdsløse har naturligvis nogle rettigheder, som konsulenterne skal tage højde for, lød det fra Solrød-borgmesteren. 

Dagen bød også på en række interessante oplæg fra Stig Brinck, der er ekspertisechef i Niras, Helene Egebøl, der er administrerende direktør i Schneider Electric, folketingsmedlem for Venstre og tidligere minister Søren Gade og Peter Lund Madsen, som også er kendt som hjerne-Madsen. 

Se billeder fra årsdagene på Facebook  

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.