Københavnske vvs-installatører får deres egen messe

En ny endagsmesse skal styrke netværket mellem vvs-virksomheder, grossister og leverandører i København.

"Københavnermessen" er navnet på en helt ny vvs-messe, der bliver afholdt den 7. juni på Brøndby Stadion. Bag messen står Københavns Blikkenslager- og VVS Laug, som har inviteret 500 storkøbenhavnske vvs-virksomheder og deres cirka 4.000 ansatte til at deltage. På dagen kan de møde repræsentanter fra mere end 50 leverandører og de fem store grossister.

Målet med messen er ifølge Søren Schmidt, der er oldermand i Københavns Blikkenslager- og VVS Laug, at styrke netværket mellem vvs-virksomhederne og leverandørernes folk.  

– Vi er nødt til at styrke vores eget og i særlig grad vores medarbejderes netværk, fordi verden bliver mere og mere kompliceret. Derfor håber vi at få skabt god kontakt mellem svendene og leverandørernes lokale repræsentanter, der vil være til stede på dagen. Det er de folk, svendene får i røret, hvis de ringer til leverandøren og har brug for hjælp. Hvis de to parter har hilst på hinanden og udvekslet visitkort, så går alting lidt nemmere, næste gang, de er i kontakt med hinanden, siger Søren Schmidt.

Arrangørerne har også etableret et samarbejde med erhvervsskolerne i Gladsaxe, Hillerød, Roskilde og Næstved, så skolernes vvs-lærlinge får mulighed for at blive fragtet med bus til Brøndby Stadion og besøge messen mellem klokken 10 og 12.

Læs mere på Københavnermessens Facebook-side.

Og følg det på Facebook-eventsiden.

Ønsker du yderlige information, kan du kontakte Københavns Blikkenslager- og VVS Laug på: LAUGET@TEKNIQ.DK eller tlf. 77 41 15 00.

Københavnermesse


TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.