TEKNIQ Arbejdsgiverne flytter i nye lokaler i Odense
Efter mere end 32 år på Magnoliavej i Dyrup flytter TEKNIQ Arbejdsgivernes Odense-kontor ind i en del af det nybyggede kontorhus Titan Tech Town i Odense M.
TEKNIQ Arbejdsgiverne har sat det gamle hovedkontor i Odense fra Arbejdsgiverne til salg. I stedet flytter aktiviteter og arbejdspladser ind i et nyopført kontorhus kaldet Titan Tech Town i Odense M.
Målet med flytningen har været at få mere tidssvarende arbejdspladser, møderum og miljø i forlængelse af fusionen imellem TEKNIQ og Arbejdsgiverne i foråret 2019. Samling af en række funktioner i den nye organisation har gjort indretning og funktion i huset på Magnoliavej i Odense utidssvarende. Samtidig er der blevet en række kontorer ledige efter samling af funktioner i hovedkontoret i Glostrup.
I Titan Tech Town bliver TEKNIQ Arbejdsgiverne lejere hos BoligGruppen i Odense. De nye kontorer i Odense M ligger tæt på Cortex Park, SDU og Nyt OUH – og få minutters kørsel fra motorvejsafkørsel 50, Odense M.
- Kontorerne på Magnoliavej i Odense er ikke længere tidssvarende og for store i forhold til antallet af medarbejdere. Vi har et mål om at kunne arbejde mere digitalt og datadrevet, og nye og opdaterede kontorfaciliteter i Odense er et skridt i den retning, siger adm. direktør Troels Blicher Danielsen.
Lejemålet er overtaget pr. 1. december, flytningen sker mellem jul og nytår, og kontorerne tages i brug fra 4. januar, hvis corona-situationen tillader det.
Bygningen på Magnoliavej er sat til salg hos Colliers i Odense.
Foto: www.techtownodense.dk