9 unge teknikere klar til kamp om DM i Skills

El og vvs stiller op til kamp i to arenaer i Bella Centers HAL H. Kravene til de unge er skærpede og konkurrencen hårdere end nogensinde.


Fem elektrikerlærlinge og fire vvs-energispecialistlærlinge stiller op for den tekniske installationsbranche, når de torsdag, fredag og lørdag møder hinanden i kamp om de to titler som danmarksmester i el og vvs. Titlerne erhverves efter tre dages faglig kappestrid, hvor lærlingene konkurrerer i at dimensionere og udføre tekniske løsninger, hvor fagligt niveau og funktionalitet skal være helt i top.

- Danmark har brug for endnu flere dygtige teknikere. Derfor skal installationsbranchen markere sig positivt over for skolelever, lærere og forældre. DM i Skills har udviklet sig til en vigtig platform for branchens og uddannelsernes omdømme og vi håber, at der igen i år vil komme rekordmange besøgende, fortæller underdirektør Tina Voldby, TEKNIQ, arbejdsgiver- og brancheorganisation for installationsvirksomhederne, som beskæftiger 5.000 lærlinge ud af 40.000 ansatte.

- De virksomheder, der sender lærlinge først til skole- og regionale mesterskaber og derefter til DM, er fagligt stolte. Samtidig er det en stor glæde og motivation at have givet de unge lærlinge en uddannelse, som måler sig med de bedste i landet, siger Tina Voldby.

Kamp i arena

Elektrikerne og vvs-energilærlingene kæmper i hver sin arena under DM i Skills, som åbnes torsdag klokken 9 med deltagelse af bl.a. statsminister Helle Thorning-Schmidt. Konkurrencen afsluttes lørdag med kåringen af de nye danmarksmestre, hvor undervisningsminister Christine Antorini overrækker trofæerne.

- Efterfølgende hyldes vores vinderne på vores konkurrencestande, hvor vi overrækker præmier og sponsorgave til alle deltagerne, siger Tina Voldby. Desuden uddeles en særlig arbejdsmiljøpris med en kontant pengepræmie.

Stor interesse for danmarksmestrene

- Vi har de seneste år oplevet stor interesse for vinderne, som bl.a. inviteres ud til messer og får meget medieopmærksomhed. Virksomhederne, der tidligere har haft deltagere og vinder af danmarksmesterskabet har også fået øjnene op for at bruge dem aktivt, fx til rekrutteringskampagner med deres egen stjernelærling som midtpunkt. De deltagende lærlinge er da også meget bevidste om, at de er rollemodeller, som påvirker andre unges valg af uddannelse, siger Tina Voldby.

El- og vvs-fagene oplever da også i øjeblikket et stigende antal lærepladser.

I alt ventes 50.000 tilskuere til de danske håndværksmesterskaber for erhvervsuddannelser, hvor op mod 400 deltagere kæmper om titlen som Danmarksmester i knapt 40 forskellige fag.

FAKTA om holdene, som repræsenterer de tekniske uddannelser som elektriker og vvs-energispecialist:

Elektriker:

  • Emil Vestergaard Pedersen, i lære hos Henrik Larsen ApS i Hjørring. Emil går på EUC Nord i Frederikshavn.
  • Søren Fomsgaard Jensen, i lære hos Thusgaard El-Center i Struer. Søren går på Herningsholm Erhvervsskole i Herning.
  • Sune Lerdahl, i lære hos El-gården Svendborg. Sune går på Svendborg Erhvervsskole.
  • Jacob Jægerfod, i lære hos SIF gruppen i Søborg. Jacob går på TEC i København.
  • Frederik V. Nielsen, i lære hos Roskilde Fjordens El A/S. Frederik går på EUC Nordvestsjælland.
Vvs energispecialist:

  • Mads Esbjørn, i lære hos Bravida i Aalborg. Mads går på Construction College Aalborg.
  • Rasmus Bundgaard Vilhelmsen, i lære hos Regner & Claus Sørensen VVS ApS i Vejen. Rasmus går på HANSENBERG i Kolding.
  • Niels Elling-Jordt, i lære hos Sorø VVS ApS i Sorø. Niels går på EUC Sjælland i Næstved.
  • Mikkel Lykke Studsgaard, i lære hos Hillestrøm VVS i Hørsholm. Mikkel går på Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød.
DM i Skills afholdes i Bella Center, København, torsdag den 8. januar til lørdag den 10. januar 2015. Konkurrencerne for el og vvs afholdes i Hal H på stand 35 og 36. Konkurrencen indledes torsdag klokken 10.15 og afsluttes lørdag klokken 12, hvorefter dommerne voterer. Vinderne hædres fra klokken 13.30, hvor arbejdsmiljøprisen uddeles og bagefter kåres danmarksmesteren i begge fag.

Yderligere oplysninger: Tina Voldby, underdirektør TEKNIQ, mobil 20 12 82 83

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.