Niels Jørgen Hansen

Niels Jørgen Hansen

Adm. direktør

njh@tekniq.dk

7742 4232

4074 4360

Begyndende vækst i installationsbranchen

Omsætningstal fra årets første tre måneder viser forsigtig vækst i installationsbranchen, som beder den kommende regering om at huske løfterne om et permanent håndværkerfradrag.

Ifølge Danmarks Statistik omsatte installationsbranchen for 10,1 milliarder kroner i årets første tre måneder. Stigningen var på seks procent sammenlignet med samme periode sidste år. 

Omsætningen i årets første kvartal fordeler sig med 5,8 milliarder kroner i elbranchen og 4,3 milliarder kroner i vvs-branchen. Væksten har været ulige fordelt i installationsbranchen. Mens elbranchens omsætning steg med otte procent, var vvs-branchens omsætning vokset med mindre end den halve kraft, nemlig tre procent. 

- Branchen halter stadig uden for de største byer. Vi ser det ved, at der i dag er 2.250 færre beskæftigede i installationsbranchen end gennemsnittet for de sidste 15 år. Der er altså langt igen før kapaciteten er fuldt udnyttet, siger adm. direktør Niels Jørgen Hansen, TEKNIQ.

- Vi kan se, at væksten klart skyldes de store offentlige bygge- og anlægsprojekter med universitets- og sygehusbyggerierne i front. Samtidig er der pænt aktivitet fra renovering af almene boliger og den milde vinter har også hjulpet på omsætningen. Men både erhvervsbyggeriet og det private marked kniber det med, siger Niels Jørgen Hansen.

- TEKNIQ håber, at BoligJob-flertallet fra valgkampen nu trækker i arbejdstøjet og finder en permanent løsning, som er med til at fjerne den ulige konkurrence fra sort arbejde og kan hjælpe til at bevare arbejdspladser uden for de store byer, siger Niels Jørgen Hansen.

- Selvom det går bedre i dansk økonomi, er det stadig vigtigt at vente med at stramme finanspolitikken, så vi kan få sat et opsving i gang. Dansk økonomi har stadig ikke hentet det tabte under krisen, og særligt områder uden for de store byer har det ikke nemt, siger Niels Jørgen Hansen. 
 
Begyndende vækst i installationsbranchen

Kilde: Danmarks Statistik. Statistikken er baseret på momsindberetninger. Bemærk, at der er usikkerhed forbundet med de kvartalsvise omsætningstal, og Danmarks Statistik reviderer løbende statistikken for sene og fejlagtige indberetninger. 

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.