Niels Jørgen Hansen

Niels Jørgen Hansen

Adm. direktør

njh@tekniq.dk

7742 4232

4074 4360

Sass Larsen skyder i blinde

Der er ingen grund til at beskylde danske vvs’ere for at være for dyre. Tværtimod kan de fleste spare penge ved at få besøg af en vvs’er. Henrik Sass Larsen burde efter to år som erhvervsminister vide bedre, mener erhvervsorganisationen TEKNIQ Installatørernes Organisation.

Henrik Sass Larsen rammer helt ved siden af, når han angriber danske vvs’ere for at være for dyre. Ifølge fagbevægelsens Ugebrevet A4 mener den socialdemokratiske erhvervs- og vækstminister:

  • ”Vanvittigt dyrt at få en håndværker derhjemme.”
  • ”Er der nogen, der tør bestille en VVS’er til at komme hjem og lave noget hos sig selv? Det har man vel dårligt råd til. Vi skal have flere uddannede mennesker på markedet derude. Vi skal have flere, der tør bruge håndværkere. Og ja tak til lavere priser,” siger han til A4.
  • Sass Larsen mener, der er ”brug for flere fagligt uddannede til at sætte gang i konkurrencen og dermed sænke priserne.”
  • Over for Ekstra Bladet uddyber Henrik Sass Larsen sine kommentarer, bl.a. med at fortælle, at det er for dyrt, når det koster op mod 4.000 kr. om dagen at have en håndværker gående.
- En vvs’ers løn er høj, men ikke spor vanvittig, som Henrik Sass Larsen mener. Indtjeningen i branchen er heller ikke vanvittig. Fakta er jo, at mellem 25 og 30 procent af vvs-virksomhederne de seneste år har kørt med underskud, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i erhvervsorganisationen TEKNIQ.

- Jeg ved ikke, hvem Henrik Sass Larsen har omgang med, men selvfølgelig tør danskerne bestille en vvs’er. Sass Larsen kunne sikkert selv spare rigtigt meget på sit eget CO2-udslip ved at ringe til en vvs’er, så det synes jeg, han skulle gøre. Vvs-virksomhederne har nemlig travlt med at udføre den grønne omstilling og spare på Danmarks samlede energiregnskab. Det troede jeg altså ikke, at socialdemokraterne ser som et problem, siger Niels Jørgen Hansen.

- Sass Larsen var ude og fortryde en enkelt af sine udtalelser. Den om at det koster op mod 4.000 kr. om dagen at have en håndværker gående. Men måske er der heller ikke noget som helst urimeligt i, at det nogle gange kan koste 4.000 kr. om dagen at have en håndværker gående. Det koster ofte 1.000 kroner i timen at have bilen på værksted, og når man ringer til en advokat eller en revisor, så mangedobles timelønnen. I virkeligheden er det jo ikke et problem, at erhvervslivet tjener penge i Danmark – problemerne opstår først, når vi ikke tjener penge, for så mangler pengene jo til at finansiere velfærden, siger Niels Jørgen Hansen.

- Helt konkret har vi sendt Henrik Sass Larsen en invitation til at komme forbi os på Folkemødet, når han alligevel er derovre på fredag. Så kan Sass Larsen tale med os om priserne på det vvs-arbejde, som han mener, ingen har råd til. TEKNIQ mener tværtimod, at kun ganske få har råd til at lade være med at ringe til vvs’erne, som kan forbedre langt de fleste bygningernes forbrug af energi og vand, siger Niels Jørgen Hansen.



TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.