Niels Jørgen Hansen

Niels Jørgen Hansen

Adm. direktør

njh@tekniq.dk

7742 4232

4074 4360

Velkommen regering – her er vores ønskeseddel

Erhvervsorganisationen TEKNIQ Installatørernes Organisation håber regeringen prioriterer en udvikling med grøn vækst, som gavner erhvervsliv, husholdninger og den fælles velfærd.

- Til lykke til den nye regering, der er præget af kompetencer og erfaring. Vi tror, regeringen kan samle brede flertal om vores håb for Danmarks udvikling: TEKNIQ ønsker vækst, grøn omstilling, et stop for unfair konkurrence fra sort arbejde, en ny tankegang ved offentlige byggerier og en klar prioritering af de tekniske uddannelser, siger administrerende direktør Niels Jørgen Hansen, TEKNIQ.

TEKNIQ har samlet ønskerne til regeringens arbejde i fem overordnede punkter:

  • MERE VÆKST – Regeringen må understøtte den spæde vækst i den private sektor. Mere aktivitet fører til flere jobs, som fører til øgede muligheder for velfærd. Erhvervslivet længes efter færre byrder, mindre bureaukrati og meget væsentligt færre omkostninger, som sikrer konkurrencedygtighed i forhold til udlandet.
  • GRØN OMSTILLING – Fortsæt det grønne spor til arbejdspladser og vækst. Energirenovering af offentlige bygninger er en samfundsgevinst: Mindre CO2, bedre indeklima, mindre forbrug af penge og ressourcer. Samtidig skabes eksportsucceser og ny viden.
  • GRØN INDSATS MOD SORT ARBEJDE – Flyt arbejdet frem i lyset, hvor det er sikkert, lovligt og bidrager til den fælles samfundskage. BoligJob-flertallet skal i arbejdstøjet. På sigt bør ordningen være permanent målrettet energi- og CO2-besparelser, det gavner virksomheder, husholdninger og hele samfundet.
  • OMKOSTNINGSBEVIDSTHED - Byggeriet har brug for omtanke med omkostningerne. I dag fokuser offentlige projekter på anlægsprisen, ikke på levetidsberegninger. Totaløkonomisk tankegang giver mærkbart færre omkostninger. Medtag også CO2 i totalregnskabet.
  • TEKNISK VIDEN OG UDDANNELSE – Danmark har brug for flere veluddannede fagfolk. Hvor faglærte før var håndværkere er de nu og i fremtiden teknikere, som har skarpe videnskompetencer. Erhvervsuddannelsesreformen skal følges op med midler, mål og succeser i form af flere, som søger og gennemfører de tekniske uddannelser, som skaber velstand.

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.