Henrik Carøe Gjellebøl

Udviklingschef

7742 4233

hcg@tekniq.dk


Installatører øger indtjeningen

De danske el- og vvs-virksomheder løftede indtjeningen med 13 procent i regnskabsåret 2015/16, viser brancheforeningen TEKNIQs analyse af 1.289 installatørvirksomheders regnskaber.

Aktiviteten i installationsbranchen vokser – og hos den gennemsnitlige installatørvirksomhed følger bundlinjen med opad.

Det viser den hidtil mest omfattende regnskabsanalyse af den tekniskorienterede installationsbranche. Brancheorganisationen TEKNIQ har analyseret de økonomiske resultater fra 1.289 installationsvirksomheder i regnskabsårene 2011 til 2015/16, som er det senest tilgængelige regnskabsår.

”Installationsbranchen har lagt en klar afstand til kriseårene og oplever en højere vækst end resten af samfundet. Samtidig bliver virksomhederne generelt bedre til at tjene penge, men fortjenesten i branchen er fortsat ikke overvældende,” siger udviklingschef Henrik Carøe Gjellebøl, TEKNIQ Installatørernes Organisation.

Forberedt på vækst

Aktiviteten voksede med 7,2 procent, samtidig med at Danmarks samlede vækst steg med mere beskedne 2 procent i regnskabsperioden.

”Regnskabstallene viser, at branchen har været godt forberedt til væksten. Omkostninger til produktion og personale er steget, men ikke så meget som aktiviteten. Det har givet plads til en øget margin, der kan ses på bundlinjen,” siger Henrik Carøe Gjellebøl.

Brancheanalysen, der omfatter regnskaber fra 577 elvirksomheder og 712 vvs-virksomheder, viser, at der er forskelle inden for el- og vvs-brancherne.

”Om man har en veldrevet virksomhed eller ej, har ikke noget at gøre med virksomhedens størrelse. Hovedårsagen skal findes hos ledelsen. God ledelse virker, også på bundlinjen,” siger Henrik Carøe Gjellebøl.

”Virksomhederne har en stor resultatmæssig spredning. Det er især en god fjerdedel af branchen som virkelig har flyttet sig positivt,” siger Henrik Carøe Gjellebøl.

Langsom konsolidering

De bedste virksomheder i branchen har været i stand til at håndtere væksten, samtidig med at omkostningsniveauet falder. Dermed skaber de mere værdi i virksomheden, hvilket resulterer i, at de er i stand til at tjene relativt flere penge end de øvrige i analysen.

Analysen fra TEKNIQ går bl.a. i dybden med nøgletal som virksomhedernes størrelse, bruttofortjeneste, omkostningsudvikling, primært resultat, personaleomkostninger, overskudsgrad, kapacitetsgrad, afkastningsgrad, likviditet og soliditet.

”Installationsbranchen er fortsat karakteriseret ved, at langt de fleste virksomheder er små, mens de færreste er store. Vi ser dog en langsom konsolidering, hvor flere mindre virksomheder går sammen eller købes op, bl.a. som led i generationsskifte,” siger Henrik Carøe Gjellebøl.

KLIK HER: Læs analysen

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.