Tina Voldby

Tina Voldby

Underdirektør

tvo@tekniq.dk

7742 4238

2012 8283

Stor stigning i lærepladser

Installationsbranchen optager fortsat mærkbart flere lærlinge til elektriker- og vvs-energiuddannelserne. Stigningen i antallet af lærepladser løb fra januar til november op i 18 procent.

2015 bliver et rekordår for lærlingeoptaget i installationsbranchen, som i årets første 11 måneder indgik flere end 2.100 uddannelsesaftaler med elektriker- og vvs-energilærlinge. Det viser nye tal fra Undervisningsministeriet.

- Vi skal helt tilbage til 2008 for at finde flere indgåede uddannelsesaftaler i branchen. Optaget af nye lærlinge vidner om, at installationsbranchen nu er en populær vækstbranche med positiv beskæftigelse, siger underdirektør Tina Voldby, TEKNIQ, talerør for installationsbranchens virksomheder.

Størst stigning sås i uddannelsesaftaler for vvs-energiuddannelsen. Her indgik branchen 21 procent flere uddannelsesaftaler end året før. Stigningen i uddannelsesaftaler for elektrikeruddannelsen var med 17 procent også mærkbar.

- Installationsbranchen har gode tilbud til de unge, som ønsker en teknisk ballast sammen med et spændende arbejde. Elektrikeruddannelsen er helt ny og vvs-uddannelsen har fået en grundig revision. Samtidig oplever brancherne vækst, hvilket giver spændende udviklingsmuligheder, siger TEKNIQs Tina Voldby.

Installationsbranchen har tre år i træk haft en positiv udvikling i antallet af uddannelsesaftaler.

- Vi kan se, at antallet af korte uddannelsesaftaler er steget. Det er lidt ærgerligt, men godt for dem, der gennem en kort aftale får tilknytning til arbejdsmarkedet. Vi anbefaler medlemsvirksomhederne at indgå langvarige uddannelsesaftaler, da de giver det bedste resultat for både virksomhed og lærling, siger Tina Voldby.

I alt beskæftigede branchen ved udgangen af november 4.977 lærlinge i uddannelsesaftaler.

FAKTA: NYE UDDANNELSESAFTALER

Indgåede uddannelsesaftaler

Elektriker

Vvs-energi

I alt

Januar-november 2015

              1.508

              629

           2.137

Januar-november 2014

              1.289

              521

           1.810

Ændring

17,0 %

20,7 %

18,1 %

KILDE: Undervisningsministeriet

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.