Niels Jørgen Hansen

Niels Jørgen Hansen

Adm. direktør

njh@tekniq.dk

7742 4232

4074 4360

Installatører vil have endnu flere lærlinge

21 procent af de danske installationsvirksomheder planlægger at ansætte flere lærlinge i 2016. Dermed viser installatørerne ifølge TEKNIQ, at de også fremadrettet er klar til at sikre en stadig strøm af ny, kvalificeret arbejdskraft – men andre brancher må også løfte deres del af opgaven.

De danske el- og vvs-installatører planlægger at ansætte endnu flere lærlinge i 2016, end det var tilfældet i 2015. Det er konklusionen i en ny medlemsundersøgelse, som brancheorganisationen TEKNIQ har gennemført. Den viser, at i alt 21 procent af installationsvirksomhederne forventer at ansætte flere lærlinge, mens kun 11 procent vil ansætte færre.

Dermed fortsætter tendensen fra 2015, hvor antallet af indgåede praktikaftaler steg med næsten 18 procent.

- Det er meget positivt, at installationsvirksomhederne igen viser, de er parate til at tage ansvar for at sikre, at branchen får tilført endnu flere nye og dygtige medarbejdere. Men samtidig håber vi, at også andre brancher vil lukke op for flere elektriker- og vvs-energilærlinge, så vi kan dække behovet for kvalificeret arbejdskraft, siger administrerende direktør, Niels Jørgen Hansen, fra brancheorganisationen TEKNIQ, der repræsenterer installationsbranchen.

Den opadgående tendens i antallet af lærlinge i installationsbranchen følger den generelle aktivitet i branchen, som viste en pæn stigning på 6,6 procent i omsætningen i 2015. En udvikling, TEKNIQ forventer vil fortsætte i 2016.

- Det er dog vigtigt at fastslå, at det ikke er nok bare at kigge på antallet af lærlinge. Deres kvalifikationer skal også være i orden. Kravene i installationsbranchen bliver til stadighed højere, og der er brug for medarbejdere, som har både hænder og hoved skruet rigtigt på, understreger Niels Jørgen Hansen.

Undersøgelsen viser samtidig, at 18 procent af vvs-virksomhederne og 8 procent af de elvirksomheder, som har oplevet, at det er blevet sværere at rekruttere det seneste år, også har oplevet, at det er blevet sværere at skaffe lærlinge. Forskellen på brancherne skyldes blandt andet, at optaget til vvs-energiuddannelsen har været lavt de seneste år – ikke mindst fordi der flere steder i landet er stor geografisk afstand fra de potentielle elever og til de nærmeste erhvervsskoler, som udbyder vvs-energiuddannelsen.

- Det er en udfordring, vi håber, der kan blive rettet op på i forbindelse med den aktuelle udbudsrunde. En udbudsrunde som bestemmer, hvilke erhvervsskoler der kan udbyde de forskellige erhvervsuddannelser i andet halvår af 2017, vurderer Niels Jørgen Hansen. 

Installationsvirksomhederne fremhæver desuden, at antallet af lærlinge kunne være endnu højere, hvis de samlede omkostninger ved at ansætte lærlingene blev reduceret. 

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.