Niels Jørgen Hansen

Niels Jørgen Hansen

Adm. direktør

njh@tekniq.dk

7742 4232

4074 4360

Vigtigt skridt til at gøre det mere attraktivt at arbejde

Hos TEKNIQ er man tilfreds med regeringens skatteudspil, der vil gøre det muligt for mange danskere at få mere ud af deres lønkroner. Der er dog stadig behov for flere initiativer, hvis arbejdsstyrken skal øges tilstrækkeligt.

Regeringens skatteudspil, der blev præsenteret i dag, indeholder en række initiativer, som vil sænke det samlede skattetryk for en stor del af danskerne.

”Det er positivt, at regeringen på den måde forsøger at gøre den enkelte lønkrone mere værd og dermed gøre det mere attraktivt at arbejde og yde en ekstra indsats,” siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i TEKNIQ.

Netop installationsbranchen oplever disse år en stadig større mangel på kvalificeret arbejdskraft. Derfor hilser man også regeringens initiativer – som fx en forhøjelse af loftet over beskæftigelsesfradraget og indførelse af et nyt jobfradrag målrettet de lavere indkomster – velkomment. Også selv om man hos TEKNIQ godt kunne ønske sig, at regeringen var gået endnu mere ambitiøst til værks.

”Forhåbentlig kan det være første skridt i en proces, der får flere ind på arbejdsmarkedet og få dem, der allerede er i gang til at blive længere og investere både tid, kræfter og penge i dansk erhvervsliv. Det er et godt og vigtigt signal at sende, men der er stadig tale om forholdsvist beskedne beløb,” siger Niels Jørgen Hansen.

I skatteudspillet lægges der også op til indførelsen af et ekstra skattefradrag for indbetalinger til fradragsberettigede pensionsordninger. Håbet er, at den lavere skat på pensionsindbetalinger vil gøre det mere attraktivt at spare op til egen pension og løse det såkaldte samspilsproblem.

”Gevinsten ved at arbejde bliver større, og vi anerkender, at der med regeringens udspil tages et væsentligt skridt til at sikre, at det giver mening at spare op til pensionen,” siger Niels Jørgen Hansen.

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.