Rasmus Larsen

Rasmus Larsen

Økonomisk-
statistisk konsulent

rla@tekniq.dk

7742 4237

2943 9194

Flere konkurser i installationsbranchen

Fejl hos både SKAT og Erhvervsstyrelsen medfører kunstigt høje tal for konkurser, fortæller brancheorganisationen TEKNIQ.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at 47 elvirksomheder og 73 vvs-virksomheder drejede nøglen om i 2016. Dermed gik 15 flere elvirksomheder og 35 flere vvs-virksomheder konkurs i 2016 end i 2015. 

”Det kan virke paradoksalt, at antallet af konkurser stiger nu, hvor installatørerne oplever vækst i både aktivitet og regnskabsresultater. Forklaringen på det høje tal er ganske enkelt SKATs svigtende inddrivelsessystem i kombination med en sagspukkel hos Erhvervsstyrelsen,” siger økonomisk konsulent Rasmus Larsen, TEKNIQ Installatørernes Organisation.

”Tager man tallene for pålydende, så ser det slemt ud for dansk erhvervsliv lige nu. Konkurssituationen er ikke er så slem, som tallene umiddelbart tyder på. Virkeligheden er, at det går bedre. TEKNIQs seneste Installatøranalyse, baseret på virksomhedernes regnskaber, viste da også, at færre virksomheder i installationsbranchen nu kører med underskud,” siger Rasmus Larsen.

En tredjedel af konkurserne i installationsbranchen fandt sted i virksomheder uden ansatte eller som har en omsætning under en million kr.

”Men der er selvfølgelig også reelle konkurser gemt i tallene. Det kan ikke være anderledes i en branche med hård konkurrence. Virkeligheden er også, at væksten er skævt fordelt. Der er højere tempo i og omkring de store byer end der er i udkanten,” siger Rasmus Larsen.

Han peger desuden på, at der de sidste år er åbnet et større antal nye virksomheder.

”Iværksætteri er positivt, men der er en hel del nye virksomheder, som ikke klarer den,” siger Rasmus Larsen.



Kilde: Danmarks Statistik

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.