Overenskomstforhandlingerne på vvs-området skudt i gang
I dag har Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal og TEKNIQ Installatørernes Organisation indledt forhandlingerne om den nye vvs-overenskomst.
De seneste to gange er det ikke lykkedes for TEKNIQ, Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal at nå til enighed om en overenskomst på vvs-området. Men da forhandlingerne om en ny overenskomst i dag blev indledt, var det med en fælles tro på, at man denne gang vil være i stand til at nå et positivt resultat for alle parter.
I perioden siden de seneste forhandlinger har TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet da også blandt andet samarbejdet om profilering af den nye vvs-energiuddannelse og rekruttering af flere dygtige unge til branchen.
Derfor forventer parterne da også at nå til enighed under de nuværende forhandlinger.
Vvs-overenskomsten omfatter omkring 1.000 virksomheder med tilsammen omkring 11.000 medarbejdere.
Billedet: Øverst fra venstre: Forbundsformand Max Meyer, Blik- og Rørarbejderforbundet, formand Henrik Fugmann, TEKNIQ, underdirektør Thorkild Bang, TEKNIQ, adm. direktør Niels Jørgen Hansen, TEKNIQ, nederst: Næstformand Henrik W. Petersen, Blik- og Rørarbejderforbundet og faglig sekretær Kjeld Husted, Dansk Metal.