Niels Jørgen Hansen

Niels Jørgen Hansen

Adm. direktør

njh@tekniq.dk

7742 4232

4074 4360

TV2-udsendelse tegner forkert billede af byggebranchen

Ifølge TEKNIQ har danske virksomheder for længst sagt farvel til pausekultur og håndbajere.

Danske håndværkere bruger hovedparten af deres arbejdstid på at holde pause og drikke øl. Det indtryk kunne man let få i TV2-udsendelsen ”Danmark mod Østeuropa”, der løb over skærmen torsdag aften.

”Det tegner et helt forfejlet billede af branchen, når hverdagen ude på de danske byggepladser beskrives på denne, i bedste fald forældede, måde,” siger Niels Jørgen Hansen, der er adm. direktør i TEKNIQ.

Han understreger, at man bl.a. i installationsbranchen konstant arbejder på at optimere byggeprocessen.

”Byggebranchen i almindelighed og installationsbranchen i særdeleshed har ekstremt fokus på både faglighed og produktivitet. Hos TEKNIQ er netop ”produktivitet” en af grundpillerne for virksomhedernes daglige drift. Samtidig bliver der brugt rigtig mange kræfter på altid at have fagligheden og sikkerheden i højsædet til fordel for både kunder og medarbejdere,” siger Niels Jørgen Hansen.

”Derfor er det også ekstra ærgerligt, at udsendelsen efterlader indtrykket af en byggebranche, der blæser på både sikkerheden og kundernes ønsker. For intet kunne være mere forkert.”

”Vi vil meget gerne invitere de journalister, der måtte være interesserede, med ud i en installationsvirksomhed. Der er ganske enkelt ikke plads til slendrian, hvis en installationsvirksomhed skal kunne overleve i det konkurrenceprægede marked, som vi oplever i dag,” siger Niels Jørgen Hansen.

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.