Niels Jørgen Hansen

Niels Jørgen Hansen

Adm. direktør

njh@tekniq.dk

7742 4232

4074 4360

TEKNIQ hilser teknologipagt velkommen

Der er ifølge TEKNIQ brug for konkrete initiativer, hvis flere unge skal vælge en faglært uddannelse på de tekniske områder. Derfor er den nye teknologipagt, som regeringen præsenterede i dag, et vigtigt, første skridt.

Efterspørgslen efter medarbejdere med tekniske og digitale færdigheder er stigende i de danske virksomheder. Derfor er det ifølge TEKNIQ positivt, at regeringen i dag har præsenteret en ny teknologipagt, der blandt andet skal være med til at sikre, at 20 procent flere i løbet af de næste ti år gennemfører en faglært eller videregående uddannelse inden for det tekniske, digitale og teknologiske område.

”Det er et initiativ, vi kun kan hilse velkomment. Vi ser allerede i dag, at det kan være svært for virksomheder at skaffe et tilstrækkeligt antal medarbejdere med de nødvendige digitale og teknologiske kompetencer. Og behovet vil kun vokse de kommende år,” siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i TEKNIQ.

Teknologipagten skal bl.a. med virksomhedernes hjælp få flere til at tage en uddannelse eller få kompetencer inden for teknologi, IT, naturvidenskab og matematik – også kaldet STEM (Science, Technology, Engineering & Mathematics) for at imødekomme erhvervslivets behov.

Netop installationsbranchen, hvor den teknologiske udvikling foregår i lyntempo, er et godt eksempel på en branche, der har et særligt stort behov for, at danske unge i højere grad udstyres med solide digitale og teknologiske kompetencer.

”Derfor har vi de senere år også justeret på vores uddannelser, så de i endnu højere grad inddrager de seneste teknologiske muligheder og værktøjer. Samtidig er virksomhederne godt på vej ind i den digitale tidsalder, både når det gælder den daglige drift og arbejdet ude hos kunderne,” siger han.

En central del af den nye teknologipagt er arbejdet med at brande de tekniske erhvervsuddannelser og dermed øge deres tiltrækningskraft i forhold til de unge, der skal til at vælge uddannelse.

”Det er vigtigt, at de store ambitioner for teknologipagten nu også omsættes til konkret handling. Vi kan se, at det virker, når man går aktivt ind og markedsfører uddannelserne. Det har vi blandt andet haft stort held med på elektriker- og vvs-energiuddannelserne, hvor det gennem målrettet arbejde er lykkedes at hæve optaget på erhvervsskolerne mærkbart,” siger Niels Jørgen Hansen og uddyber:

”Derfor er det også afgørende, at man med teknologipagten styrker samarbejdet mellem de tekniske erhvervsuddannelser og især folkeskolerne, så de tekniske erhvervsuddannelser i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, fremstilles som et naturligt valg for dygtige og ambitiøse unge.”

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.