Jan Eske Schmidt

Jan Eske Schmidt

Underdirektør

jes@tekniq.dk

7741 1560
2613 0828

Jesper Melgaard

Jesper Melgaard

Presseansvarlig

7741 1582

2769 4569

jme@tekniq.dk

Tyve lænser varebiler i stor stil

Antallet af anmeldte tyverier fra vare- og lastbiler steg med over 35 procent i 2017. Hos TEKNIQ understreger man, at der er brug for øjeblikkelig handling for at gøre noget ved problemet.

Danske håndværkere plages i stigende grad af tyve, som tømmer virksomhedernes varebiler for dyrt værktøj og udstyr. Således steg antallet af anmeldte tyverier fra vare- og lastbiler ifølge helt nye tal fra Rigspolitiet med 35,4 procent i 2017 i forhold til året før – eller med 69,5 procent i forhold i forhold til 2014, hvor antallet af anmeldelser begyndte at stige.

”Det er desværre en beklagelig tendens, vi har set over de seneste fire år, og i 2017 er kurven for alvor knækket den gale vej. Ofte kan det have alvorlige konsekvenser for de berørte virksomheder, når værktøjet bliver stjålet og sætter arbejdet i stå, indtil værktøj og materialer kan erstattes,” siger Jan Eske Schmidt, underdirektør i TEKNIQ.

Et nationalt problem

Tallene fra Rigspolitiet viser, at antallet af anmeldte tyverier er steget i hele landet, og ifølge TEKNIQ kan det være svært helt at undgå indbrud i varebilerne.

”Rigtig mange installationsvirksomheder er nødt til at have varebilerne til at stå natten over hjemme hos de enkelte montører, så de kan komme hurtigt ud til kunderne den efterfølgende dag. Dermed bliver varebilerne også et let bytte for tyvene,” siger Jan Eske Schmidt.

Hos TEKNIQ oplever man, at sagerne bliver stadigt grovere.

”Vi ser eksempler på, at bilerne simpelt hen bliver ”skrællet op” og efterlades med et stort hul i siden af bilen eller i bagklappen, så der er fri adgang til værktøj og materialer.”

”I det hele taget er tyvene eksperter i at komme hurtigt ind i bilerne, og derfor er virksomhederne nødt til at bruge mange ressourcer på at mærke og sikre deres værktøj,” siger Jan Eske Schmidt.

Store værdier forsvinder

Hos Danmarks største forsikringsselskab, Tryg, bekræfter man udviklingen.

”Gennem de seneste år har vi oplevet en markant stigning i antallet af henvendelser fra håndværkere, der har oplevet tyveri fra deres varebiler. Bilerne indeholder værktøj og udstyr for tusindvis af kroner. Det er let omsættelige varer, og det er mindre kompliceret for tyvene at bryde ind i en bil end i en bolig,” siger Charlotte Dietzer, skadechef i Tryg.

Hun fortæller, at varebilerne efter lukketid ofte står parkeret i øde områder ved virksomhedernes adresse eller på en mørk villavej ved håndværkerens bopæl, hvor tyvene kan agere uforstyrret og komme hurtigt væk, hvis de skulle blive opdaget. Typisk skaffer tyvene sig adgang til bilens kabine, og derfra deaktiverer de låsen til bagagerummet, hvorefter der er fri adgang til værktøjet, hvis det ikke er sikret på anden vis.

”Det er fristende for langfingrede, der har brug for nogle hurtige penge,” siger Charlotte Dietzer og fortsætter:

”Forsikringen dækker naturligvis tabet af værktøj, men det kan tage håndværkeren dage og uger at genanskaffe materialet. Og han mister penge, når han ikke kan udføre sit arbejde på grund af manglende udstyr. Dertil kommer en ødelagt bil, som skal repareres.”

Gitre, alarmer og mærkning

Charlotte Dietzer opfordrer til, at virksomhederne sikrer deres varebiler med en separat lås, ekstra sikkerhedsbokse, gitre for vinduerne, alarm og lignende, hvis de ikke allerede har gjort det. Desuden fremhæver hun fordelene ved tiltag som GPS-trackere og DNA-mærkning.

“DNA-mærkning øger muligheden for, at virksomheder, som er blevet bestjålet, kan få de stjålne genstande tilbage, hvis de bliver fundet. Desuden har DNA-mærkning en forebyggende effekt, fordi mærkningen gør det sværere for tyvene at omsætte tyvekosterne som hælervarer, da de kan føres direkte tilbage til ejermanden. Og hverken tyve eller hælere ønsker at blive kædet sammen med et konkret tyveri eller indbrud,” forklarer hun.

Selvom Tryg siden 2014 har tilbudt sine kunder DNA-mærkningsudstyr til en attraktiv pris, er det stadig kun et fåtal af kunderne, der benytter sig af DNA-teknologien til at forebygge tyverier. Og det ærgrer Charlotte Dietzer på de erhvervsdrivendes vegne.

”DNA-mærkning er ikke bare en vigtig del af forebyggelsesindsatsen – det kan også hjælpe den erhvervsdrivende med at skabe sig det fornødne overblik over virksomhedens værdier, idet værdierne løbende registreres i en database. Det gør processen ved tyveri nemmere at håndtere for den erhvervsdrivende, som hurtigere kan se, hvad der mangler,” slutter hun.

Kun få sigtelser

Selvom der i 2017 var hele 8.049 anmeldte tyverier fra vare- og lastbiler, så blev der kun rejst 343 sigtelser, hvilket svarer til godt fire procent af sagerne. Et tal, der bekymrer TEKNIQ.

”Det viser jo, at det stort set er risikofrit for tyvene at lænse varebilerne, og at der er brug for at gøre noget ved problemet så hurtigt som muligt. Derfor opfordrer vi til, at politiet, i endnu højere grad end i dag, indgår i et tæt samarbejde med bl.a. installationsvirksomhederne for at forebygge og opklare tyverierne, så vi kan få vendt den dårlige udvikling,” siger Jan Eske Schmidt.

Læs Jyllands-Postens dækning af historien.

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.