Tina Voldby

Tina Voldby

Underdirektør

tvo@tekniq.dk

7742 4238

2012 8283

Her er Danmarks bedste elektrikerlærling

Nikolaj Sinding Nielsen fra Elfirmaet PHL i Søborg har sikret sig sejren ved DM i Skills og dermed titlen som landets dygtigste elektrikerlærling. Hos TEKNIQ håber man, at den nye danmarksmester kan være med til at trække endnu flere dygtige unge til erhvervsskolerne.

Vinder af DM i Skills i kategorien elektriker.

Konkurrencen var tæt og de faglige færdigheder i fokus, da de danske mesterskaber for lærlinge, DM i Skills, blev afsluttet lørdag med kåringen af vinderne. Hos elektrikerlærlingene var det Nikolaj Sinding Nielsen fra Elfirmaet PHL i Søborg, som løb med titlen og på den store scene i Herning Messecenter kunne kåres som landets bedste inden for sit fag.

”Det er meget overvældende. Jeg havde ikke lige regnet med det, for jeg syntes, at jeg var kommet lidt bagefter de første par dage. Men i dag kom jeg meget godt med igen,” sagde han efter, at mesterskabet var kommet i hus.

Årets udgave af DM i Skills har vanen tro trukket store flokke af interesserede tilskuere til konkurrencerne, der omfattede 42 konkurrencefag. I løbet af de tre dage nåede 48.000 besøgende således forbi arrangementet, hvilket i sig selv var en udfordring for deltagerne.

”Man skal lige vænne sig til, at folk kigger med, og i torsdags måtte jeg tage et høreværn på og bare prøve at lukke det ude. Men det virkede,” sagde Nikolaj Sinding Nielsen, der efter Skills vender tilbage til Elfirmaet PHL og TEC for at færdiggøre sin uddannelse.

Det perfekte udstillingsvindue

TEKNIQ håber, at DM i Skills kan være med til at få endnu flere dygtige unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

”Vi kan jo se, at der bliver behov for flere faglærte de kommende år, og Nikolaj Sinding Nielsen er, sammen med alle de øvrige finaledeltagere, helt perfekte rollemodeller. Mesterskaberne understreger også, at man med en uddannelse som elektriker træder ind i en branche, hvor man kommer til at stå i spidsen for den grønne omstilling og samtidig kommer til at beskæftige sig med de nyeste teknologier og intelligente løsninger,” siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ.

”Samtidig er man sikret virkelig gode job- og karrieremuligheder og kan hele tiden dygtiggøre og videreuddanne sig i et utal af retninger. Fremtiden er med andre ord lys for Skills-finalisterne og deres medstuderende på elektrikeruddannelsen,” understreger hun.


Skills 2018

  • Det første DM i Skills blev afholdt i 2011.
  • Det er Danmarks største uddannelsesevent og havde i år 48.000 besøgende, da arrangementet blev afholdt fra den 18.-20. januar i MCH Herning.
  • Dette års arrangement satte samtidig ny rekord med 42 konkurrencefag (to mere end i 2017) og 10 demonstrationsfag.

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.