Mads Risgaard Knudsen

Mads Risgaard Knudsen

Teknisk konsulent

mrk@tekniq.dk

7742 4226

2780 0451

Havearbejdet ender på skadestuen

Over 8.000 dansker kommer hvert år til skade under havearbejdet. Ifølge TEKNIQ kan en stor del af ulykkerne forebygges ved ganske almindelig sund fornuft.

Sommeren har for alvor indtaget landet, og i takt med at sommerferien nærmer sig, gør haveejerne også klar til at give græsplæner, ligusterhække og blomsterbede den helt store omgang. Men for et stort antal danskere ender havearbejdet med en tur på skadestuen.

Sidste år endte op mod 8.200 haveejere således med at komme til skade under håndteringen af diverse haveredskaber. Det viser en ny opgørelse fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital. Det er ikke mindst hækkeklippere og fald fra stiger, der fylder godt i statistikkerne, når danskerne kommer galt afsted ved havearbejdet.

Og selvom det er marginalt færre end de foregående år, så er der stadig brug for at tænke sig om, når der sættes strøm til det grønne grej.

”De fleste af os er jo glade amatører, når det gælder arbejdet i haven. Ofte har vi kun haveredskaberne i hånden nogle få gange om året og glemmer derfor de mest basale sikkerhedsråd,” siger Mads Risgaard, teknisk konsulent hos TEKNIQ Installationsbranchen.

Fokus på forlængerledninger

Han fremhæver blandt andet farerne ved at kombinere forlængerledninger med stigearbejde.

”En meget stor andel af danskernes haveredskaber er eldrevne og kræver mange meter forlængerledning, når du skal hele haven rundt. Her er det vigtigt, at du hele tiden har et vågent øje på, hvor ledningerne befinder sig, så du ikke pludselig spænder ben for dig selv eller får klippet ledningen over. Helt kort kan man sige, at jo længere forlængerledninger, desto dårligere sikkerhed, når det gælder faren for overklippede ledninger og kortslutninger,” siger Mads Risgaard og uddyber:

”Derudover er det vigtigt, at man kun bruger forlængerledninger og kabeltromler, der er beregnet til udendørs brug, så du ikke risikere at få elektrisk stød,” siger han.

Samtidig understreger han, at det er vigtigt at sikre stigen så godt som muligt.

”Stigearbejde er egentlig ikke specielt velegnet for gør det selv-folket. Men hvis man er nødt til at bevæge sig op i højderne, skal man som minimum sikre sig, at stigen står fast og solidt på et jævnt underlag, så arbejdet kan foregå med mindst mulig faldrisiko,” siger Mads Risgaard.

 

Undgå ulykker under havearbejdet

  • Undgå så vidt muligt at forlænge en forlængerledning med endnu en ledning, og brug kun ledninger, der er beregnet til udendørsbrug. Overvej eventuelt, om det er tid til at skifte til batteridrevet håndværktøj eller plæneklipper.
  • Brug fornuftigt fodtøj under havearbejdet, så du står godt fast, når du eksempelvis befinder dig på en stige.
  • Sørg for at stigen er placeret på et fast og solidt underlag, og at den rager mindst en meter op over det sted, hvor du skal arbejde – Arbejdstilsynet anbefaler, at du ikke står højere oppe end det tredjeøverste trin.
  • Få en anden person til at sikre stigen forneden, så den ikke skrider under arbejdet.
  • Brug din sunde fornuft. Hvis du er det mindste usikker, så få hjælp af en fagmand.
Kilde: Mads Risgaard, teknisk konsulent, TEKNIQ

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.