Tina Voldby

Tina Voldby

Underdirektør

tvo@tekniq.dk

7742 4238

2012 8283

Erhvervsuddannelserne skal styrkes – på den rigtig måde

Hos TEKNIQ er man enig med Mette Frederiksen (S) i, at der er brug for at styrke erhvervsuddannelsernes tiltrækningskraft. Til gengæld tvivler man på effekten af forslaget fra Socialdemokratiets formand om, at eleverne på erhvervsskolerne skal have en kontant belønning på 50.000 kr., når de får deres svendebrev.

Danmark har brug for flere faglærte, og behovet bliver kun større de kommende år. Derfor har Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, foreslået, at unge belønnes med 50.000 kr., hvis de får et svendebrev inden for fag, hvor der er mangel på arbejdskraft. Et forslag, der får en lunken modtagelse hos TEKNIQ Installationsbranchen.

”Som udgangspunkt er vi positive, når der er politisk fokus på at styrke erhvervsuddannelsernes tiltrækningskraft. Men vi tror ikke, en kontant belønning til eleverne vil have den store effekt,” siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ, der repræsenterer de danske el- og vvs-installationsvirksomheder, og uddyber:

”I forvejen byder erhvervsuddannelserne på en række økonomiske fordele i form af for eksempel løn under uddannelse og en god startløn, når svendebrevet er i hus. Så en ekstra ”bonus” vil næppe få mange flere til at søge ind på erhvervsskolerne,” siger Tina Voldby.

Netop el- og vvs-installationsbrancherne er blandt dem, der får brug for stadig flere dygtige faglærte de kommende år. Derfor er der ifølge TEKNIQ også behov for at styrke erhvervsskolerne.

”Vi har med fag at gøre, hvor udviklingen foregår i lyntempo. Derfor vil der – frem for en form for ”bonusordning” – være mere fornuft i at bruge pengene på løbende at styrke undervisernes kompetencer og investere i det nyeste udstyr og materialer. På den måde kan vi sikre, at eleverne også fremadrettet får en uddannelse, hvor de er på forkant med den teknologiske udvikling og dermed bliver en gevinst for de virksomheder, de kommer ud i,” siger Tina Voldby.


TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.