Niels Jørgen Hansen

Niels Jørgen Hansen

Adm. direktør

njh@tekniq.dk

7742 4232

4074 4360

Gode grønne tanker i Socialdemokratiets udspil

Socialdemokratiet har netop offentliggjort sit udspil til en klima- og miljøpolitik. Udspillet falder i god jord hos brancheorganisationen TEKNIQ, der særligt hæfter sig ved, at Socialdemokratiet vil indføre en ny energispareordning.

Socialdemokratiet har netop offentliggjort sit udspil til en ny klima- og miljøpolitik – et udspil, der vækker ros hos TEKNIQ Installationsbranchen, som repræsenterer de danske el- og vvs-virksomheder. I udspillet lægger Socialdemokratiet blandt andet op til, at der skal indføres krav om at spare på energien i alle offentlige bygninger, og at der skal skabes en ny energispareordning.

”Der er rigtig mange gode grønne ambitioner i Socialdemokratiets udspil. Særligt hæfter jeg mig ved gensynet med energispareindsatsen, som vi var mange, der efterlyste i regeringens energiudspil,” siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i TEKNIQ Installationsbranchen, og uddyber:

”Dansk energipolitik har indtil nu gået på to ben. Vi har med andre ord både fokuseret på udbygningen af den vedvarende energi og på at nedbringe energiforbruget. Det har været afgørende for den grønne omstilling. Derfor er det helt rigtigt prioriteret, at Socialdemokratiet ønsker en ny energispareordning, som giver et økonomisk incitament til at effektivisere energiforbruget,” siger Niels Jørgen Hansen.

”Nu er både Radikale Venstre, regeringen og Socialdemokratiet kommet med hvert deres bud på fremtidens energipolitik, og de politiske forhandlinger er i gang. Vi håber, at parterne kan blive enige om en bred politisk aftale, der går på to ben og sikrer den grønne omstilling.”

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.