Maria Schougaard Berntsen

Cheføkonom

msb@tekniq.dk

7741 1574

Der er igen rift om arbejdskraften i byggeri og industri

Andelen af forgæves rekrutteringer er nu på samme niveau som for et år siden. Det understreger ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne bl.a. behovet for at sikre adgangen til udenlandsk arbejdskraft. Der er dog store variationer mellem brancher og på tværs af geografi.

Jagten på arbejdskraft er igen blevet intensiveret. For et år siden lå andelen af forgæves rekrutteringer på 20,2 procent – i dag er dette tal på 20,6 procent på tværs af brancher. Det er en udvikling man også ser i landets industri- og byggevirksomheder. I industrien er tallet nu på 21 procent (mod 22 procent for et år siden), og i byggebranchen er tallet på 36 procent (mod 34 sidste år).

Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som er baseret på elektroniske jobopslag. De ansættelser, der sker gennem netværk eller uopfordrede ansøgninger, tæller ikke med.

”De forgæves rekrutteringer dækker over, at virksomheden ikke har fået præcist den ansøger på sit jobopslag, de drømte om. I cirka halvdelen af tilfældene vælger man så den næstbedste kandidat, som måske mangler relevant erhvervserfaring eller nogle specifikke faglige kvalifikationer, som virksomheden så må sørge for, at den nye medarbejder får,” siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Hun understreger dog, at der er store forskelle på situationen både i de enkelte brancher, og når man kigger på geografien.

I bygge- og anlægsbranchen er der især store rekrutteringsudfordringer i Vestjylland og i hovedstaden. I Vestjylland er den forgæves rekrutteringsrate således steget fra 21 procent i 2020 til 53 procent i 2021. Og i hovedstaden er den tilsvarende stigning gået fra 36 til 43 procent. Omvendt er der nu færre forgæves rekrutteringer i Nordjylland samt på Fyn og på Sjælland.

Et noget anderledes billede ses på industriområdet. Her er der blevet færre forgæves rekrutteringer i hovedstaden, på Fyn og i Vest- og Østjylland, mens de øvrige landsdele har oplevet flere jobopslag, hvor man ikke finder den perfekte kandidat.

”Det er med andre ord et broget billede, men slutfacit for landet som helhed er, at vi begynder at se større udfordringer med at skaffe de rigtige medarbejdere. Derfor er det også vigtigt, at man fra politisk side blandt andet har fokus på, hvordan vi på coronaforsvarlig vis kan øge virksomhedernes adgang til arbejdskraft fra resten af EU, så vi på den måde kan holde gang i den aktivitet og produktion, der er så vigtig for at få dansk økonomi nogenlunde helskindet ud på den anden side af pandemien,” siger Maria Schougaard Berntsen.

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.