troels-blicher-danielsen-administrerende-direktoer

Troels Blicher Danielsen

Administrerende direktør

tekniq-arbejdsgiverne-linkedintekniq-arbejdsgiverne-twitter

7214 2017

tbd@tekniq.dk

Coronapas er et vigtigt første skridt – men hvorfor vente?

TEKNIQ Arbejdsgiverne glæder sig over, at regeringen i dag kunne præsentere planerne for et digitalt coronapas men opfordrer til, at man kigger på både tidsplanen og anvendelsesmulighederne for passet.

Finansminister Morten Bødskov (S) kunne i dag præsentere planerne for et coronapas, som kan blive et vigtigt redskab i forbindelse med genåbningen af eksempelvis erhvervs- og kulturlivet. Et initiativ, der glæder TEKNIQ Arbejdsgiverne.

”Det er positivt, at man har fokus på behovet for initiativer, der kan være med til at bringe bl.a. dansk erhvervsliv tilbage på sporet, når coronakrisen begynder at lette. Især de virksomheder, som baserer deres omsætning på eksport, har brug for en sundhedsmæssigt forsvarlig genåbning af grænserne, og der kan et coronapas være et vigtigt element,” siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, som repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Regeringen regner med, at man kan have et digitalt coronapas klar om mellem tre og fire måneder.

”Det kan godt undre, at der skal gå så lang tid. Især med tanke på de udmeldinger, som er kommet fra eksempelvis IBM, der allerede ER klar med et digitalt coronapas. Naturligvis skal en genåbning – især på tværs af landegrænser – foregå fuldt forsvarlig, og i den forstand er det digitale pas et stort plus. Samtidig er det et godt signal, at man på denne måde er klar til at bruge nye teknologier i virusbekæmpelsen. Vi skal bare undgå, at processen trækkes unødigt i langdrag,” siger Troels Blicher Danielsen.

Han håber samtidig, at regeringen også vil kigge på restriktionerne for de udenlandske arbejdere, der skal IND i Danmark og ikke kun de danskere, der ønsker at rejse ud af landet.

”Vi står i en situation, hvor mange virksomheder har svært ved at skaffe tilstrækkeligt med udenlandsk arbejdskraft til at holde produktionen oppe på et tilstrækkeligt højt niveau. Og når man nu vil arbejde politisk for digitalt at løsne båndene for de danskere, der har brug for at rejse ud, bør man også overveje, om den samme teknologi kan bruges til de arbejdere fra andre europæiske lande, som tripper for at komme ind i landet,” siger Troels Blicher Danielsen.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.