Maria Schougaard Berntsen

Cheføkonom

msb@tekniq.dk

7741 1574

Højeste jern og stålpriser siden 2012

Prisen på stål er steget med op mod 50 procent i løbet af det seneste år. Prisstigningerne kan især mærkes i metalindustrien og hos vvs’ere.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er prisindekset for jern og stål steget fra 106,4 til 127,9 hen over det seneste halve år. Dermed rammer indekset nu det højeste niveau siden 2012. Det skyldes blandt andet, at coronapandemien har ført til drastiske prisstigninger på stål, da udbuddet af stål har været stærkt begrænset grundet nedlukningen. Især metalindustrien og vvs’erne kan mærke prisstigningerne, der kan føre til direkte prisstigninger på produkter.

”Der er mange åbenlyse konsekvenser af coronapandemien, men der er også effekter, som man måske ikke lige ser ved første øjekast. Og de sidste seks måneder er det virkelig gået stærkt med stålpriserne. Når råvareprisen stiger, kan mange virksomheder blive nødsaget til at sætte prisen på deres ydelser op,” siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom for TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder inden for el, vvs og metal.

Udbuddet af stål blev begrænset, da verden begyndte at lukke ned for at dæmpe spredningen af corona. Blandt andet Kina, der står for store dele af verdens stålproduktion, har været hårdt ramt af coronapandemien. Dette medførte, at mange stålproducenter skar kraftigt ned i produktionen, hvilket fik priserne til at stige. Ifølge data fra Steelhome er det globale prisindeks for stål steget med 46 procent siden juni, og omkring 37 procent i løbet af det seneste år. I Europa er prisindekset steget med over 50 procent i løbet af det seneste år.

Der er delte meninger om, hvorvidt prisen på stål forsat kommer til at ligge så højt. TradingEconomics forudser, at prisen topper nu og så lige så stille begynder at falde igen. National Business Capital forventer, at prisen når toppen i første kvartal af 2021 men vil blive ved med at være høj i størstedelen af året.

”Når prisen på råvarerne bliver dyrere, er man nødt til at tage sig nogle forholdsregler, for pludselig holder business casen ikke længere. Særligt når det går så stærkt, som det har gjort her. Det kan fx være ved at lave et forbehold for eventuelle ændringer i priser, men det løser jo desværre ikke udfordringen ved de gamle aftaler,” siger Maria Schougaard Berntsen og fortsætter:

”Prisstigningerne på stål er endnu et punkt, hvor coronapandemien påvirker virksomhedernes økonomi. Heldigvis står metalindustrien og vvs’erne stadig rimelig stærkt, men derfor er det jo ikke sjovt at se overskuddet forsvinde på grund af stigende råvarepriser.”


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.