Flemming Nielsen

Flemming Nielsen

Chefkonsulent

fni@tekniq.dk

7742 4234

Ny fusion skal give midt- og nordvestjyske virksomheder større synlighed

En række lokalforeninger indenfor el, vvs og metalindustri slår sig sammen og vil blandt andet arbejde for bedre vilkår for erhvervslivet i området.

Cirka 470 nordvest- og midtjyske virksomheder indenfor el, vvs og metalindustri får en fælles stemme fra den 1. januar, når fire forskellige lokalforeninger officielt fusioneres.

Det drejer sig om TEKNIQ Arbejdsgiverne Midtjylland, Elinstallatørforeningen for Nordvestjylland, TEKNIQ VVS Nordvestjylland og Arbejdsgiverne MidtVest.

Den nye forening vil dermed under navnet ”TEKNIQ Arbejdsgiverne Midt-Vestjylland” få en langt mere fremtrædende plads i erhvervslivet i området.

”Der er ingen tvivl om, at vi på denne måde får en stærkere stemme, når vi skal udbrede vores holdninger og gøre vores indflydelse gældende, når man fastlægger rammebetingelserne for erhvervslivet på både kommunalt og regionalt plan,” siger Kim Friis Lund, der står i spidsen for den nye forening, og uddyber:

”Tanken er, at vi på sigt kan bruge den større organisation som løftestang for at påvirke den politiske verden og derved være med til at skabe bedre forhold for erhvervslivet i Midt- og Nordvestjylland.”

En styrkelse af foreningslivet

Samtidig håber og forventer han også, at den større forening endnu bedre vil være i stand til at tilbyde attraktive arrangementer for medlemmerne.

”Det er ingen hemmelighed, at foreningslivet i almindelighed, og her under coronakrisen i særdeleshed, har været under pres. Og det kan være svært at trække folk af huse til de forskellige arrangementer,” forklarer han.

”Men med en større medlemskreds som udgangspunkt, kan vi gå endnu mere ambitiøst til værks, når vi planlægger forskellige arrangementer for vores medlemmer,” understreger Kim Friis Lund.

Selvom den nye forening altså først officielt starter op ved årsskiftet, er arbejdet er allerede gået i gang.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.