Simon O. Rasmussen

Simon O. Rasmussen

Underdirektør

sra@tekniq.dk 

7741 1551

Regeringen nøler i klimakøreplan

Masser af fine overskrifter men ikke den store handlekraft. Det er ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne konklusionen på den klimaplan, som klimaminister, Dan Jørgensen, i dag præsenterede.

Der var ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne tale om gammel vin på nye flasker, da regeringen i dag præsenterede sin klimakøreplan.

En køreplan, der ellers konstaterer at: ”… jo tættere vi kommer på 2030, jo lavere bliver potentialerne i hver sektor. Derfor skal vi handle hurtigt, så de nødvendige beslutninger kan træffes for at nå 70 pct.-målet.”

Men det er svært at få øje på hurtige handlinger, når man kigger nærmere på planen.

”Det er positivt, at regeringen anerkender behovet for hurtig handling, for at nå klimamålene. Men med dagens køreplan fortsætter man med at skubbe de nødvendige beslutninger for at nå 70 pct.-målet,” siger Simon O. Rasmussen, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, landets tredjestørste arbejdsgiverorganisation, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:

”Det kan eksempelvis undre, at man ikke skruer op for de kendte løsninger som fx udfasning af olie- og gasfyr, særligt når vi nu ved at fjernvarme og varmepumper skal levere meget markante dele af vores CO2-mål. Regeringen burde hellere melde klart ud, at målsætningen er fossilfri bygningsopvarmning i 2030 – og derefter bedre understøtte den appetit, danskerne har på at bidrage deltage i den grønne omstilling. Det ville give et markant løft til indsatsen.”

Slendrian kan koste

Han frygter, at man, i takt med at vi nærmer os et valg i 2022, eller i starten af 2023, vil opleve, at valgkampen forhaler de nødvendige politiske aftaler.

”Derfor skal vi implementere hurtigere. Mange af de CO2-reduktioner, vi skal nå, har vi løsningerne for. Og for de tiltag handler det ikke om, hvorvidt de skal iværksættes, men hvornår det skal ske. Og jo hurtigere det sættes i værk, desto mindre er opgaven. Med andre ord koster nøleri både tid og resulterer i en CO2-udledning, vi kunne have undgået,” siger Simon O. Rasmussen og understreger:

”Vi ved jo at elbiler, varmepumper og solceller skal afløse de sorte brændsler. Og selvom udrulningen er i gang, så går det for langsomt. Tempoet skal ganske enkelt op – og det bør alle politiske beslutningstagere være optaget af.”

Han opfordrer til, at regeringen og Folketingets øvrige partier åbner alle spor for den grønne køreplan.

”Man bør blandt andet løse spørgsmålene om CCS og CO2-afgift, som får stor betydning for industriens konkurrenceevne. Virksomhederne har behov for at kende spillereglerne for den fremtidige drift, så de kan træffe fornuftige og langsigtede beslutninger – eksempelvis ved investeringer i ny teknologi,” understreger Simon O. Rasmussen.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.