Vinterforanstaltninger og vinterbyggeri

Vinterforanstaltninger

Vinterens vejr kan byde på nye og uventede udfordringer. Visse foranstaltninger skal allerede tages fra 1. oktober.

Vinterforanstaltninger

Vinterforanstaltninger omhandler de foranstaltninger, der har betydning for, at vinterbyggeri kan gennemføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Vinterforanstaltninger opdeles i årstids- og vejrligsbestemte foranstaltninger. Årstidsbestemte foranstaltninger er blandt andet orienterings- og arbejdsbelysning, etablering og reetablering af vinterbetingede veje, frostsikring af vandinstallationer herunder sprinkleranlæg, overdækning af arbejdssteder for sikring mod nedbør.

De vejrligsbestemte foranstaltninger er blandt andet snerydning og beskyttelse af materialer mod frost.

Bygherren har ansvaret for at angive arten og omfanget af vejrligsbestemte foranstaltninger.
Selve detailplanlægningen af vinterforanstaltninger påhviler den enkelte entreprenør.

Vinterbyggeri

Der gælder særlige regler om at fortsætte bygge- og anlægsarbejder i vinterperioden, som løber fra 1. november til 31. marts.

Reglerne om vinterbyggeri gælder for alle:

  • Ny-, om- og tilbygninger på 500 m2 bruttoetageareal eller mere, herunder grupper af bebyggelse på minimum 500 m2.
  • Indendørsarbejder uanset bruttoetagearealets størrelse, når etageadskillelse eller tagkonstruktion er udført og vandtæt.
  • Anlægsarbejder på over 4 mio. kr. ekskl. moms, bortset fra jord-, grus-, kloak-, blødbunds-, vandaflednings- og belægningsarbejder.

Bygherrens pligt
Bygherren skal i udbudsmaterialet angive

  • hvilke og hvor omfattende vejrligsforanstaltninger, man skønner er nødvendige
  • hvordan de vejrligsbestemte og årstidsbestemte foranstaltninger, der er fælles for flere entrepriser skal fordeles mellem entreprenørerne
  • krav til byggepladsforanstaltninger, der er nødvendige for at arbejdet kan udføres i vinterperioden

Entreprenørens pligt
Entreprenøren har pligt til at videreføre byggeriet og at detailplanlægge vinterforanstaltninger. Hvis arbejdet på trods af foranstaltninger af sædvanlig type og omfang ikke kan holdes i gang, bortfalder pligten til at videreføre arbejdet i vinterperioden.

Vejrligsbestemte foranstaltninger

De vejrligsbestemte foranstaltninger i vinterperioden omfatter blandt andet:

  • Foranstaltninger på byggepladsen - herunder snerydning, grusning og afisning samt beskyttelse af materialer mod frost.
  • Foranstaltninger for tagdækning - herunder foranstaltninger mod nedbør, tørring af taget ved lave temperaturer og fjernelse af sne, is og vand.
  • Foranstaltninger ved indendørsarbejder - herunder snerydning på ikke-færdiggjorte etageadskillelser og tagdæk samt opvarmning og ventilation.

Standardforbehold - vejrligsbestemte vinterforanstaltninger
De vejrligsbestemte vinterforanstaltninger er altid ekstraarbejde. Hvis bygherren afviser at betale, har entreprenørerne ret til tidsfristforlængelse og betaling af stilstandsomkostninger.

Vinterforanstaltningerne afregnes enten efter vintertilbudslistens enhedspriser og de forbrugte mængder eller som regningsarbejde.

Årstidsbestemt foranstaltninger
De årstidsbestemte foranstaltninger skal være indeholdt i entreprenørens tilbud og omfatter blandt andet:

  • Orienterings- og arbejdsbelysning
  • Etablering og retablering af vinterbetingede veje
  • Frostsikring af vandinstallationer - herunder sprinkleranlæg
  • Overdækning af arbejdssteder for sikring mod nedbør.

Standardforbehold - årstidsbestemte vinterforanstaltninger
I standardforbeholdene står, at årstidsbestemte vinterforanstaltninger er indeholdt i tilbudssummen. Det gælder dog ikke dem, der fælles for flere entrepriser, eller hvor man ikke ud fra udbudsmaterialet kan se, hvilke der hører til entreprisen. I de tilfælde er der tale om ekstraarbejde.

Udbud, hvor alle vinterforanstaltninger er indeholdt
Bygherren har mulighed for at indhente tilbud på entreprenørens samlede arbejde inkl. vinterforanstaltninger, herunder vejrligsbestemte foranstaltninger.
Det gælder ved arbejder, der for den enkelte stor- eller fagentreprise overstiger 3 mio. kroner ekskl. moms, eller ved hovedentreprise overstiger 20 mio. kroner ekskl. moms.

Hvis en underentreprise er på under 3 millioner kroner eksklusiv moms, skal entreprenøren give de oplysninger videre til underentreprenøren, som bygherren har pligt til at give. Oplysningerne bruges til prissætning, detailplanlægning og udførelse.


Senest opdateret 25-05-2016

Gør det nu sikkert - el-arbejde

Håndbogen - arbejdsmiljø i bygge og anlæg

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.