Installationseftersyn

installationseftersyn

For at efterprøve om elinstallationer er sikre i deres udførelse, funktionsduelige, tidssvarede og ikke mindst lovlige, er der opbygget en række forskellige installationseftersyn.

Installationseftersynene er opdelt i Eleftersynsordningen, Elsyn, Installationseftersyn Landbrug og Forsamlingslokaleordningen, som er en kontrol af forsamlingslokaler.

Eleftersyn

Eleftersyn er en del af huseftersynsordningen. Hovedformål er at beskytte køber og sælger mod problemer med fysiske mangler ved fast ejendom i forbindelse med køb og salg.

Ved gennemgangen af bygningens elinstallationer skal vurderingen af elinstallationernes funktionsdygtighed og lovlighed tage udgangspunkt i, om de kan opfylde de krav, som var gældende, da de blev udført eller ændret. 

Eleftersynet omfatter de væsentligste krav, som har en sikkerhedsmæssig betydning i forbindelse med beskyttelse mod elektrisk stød og brand.

Eleftersynet dokumenteres i en elinstallationsrapport. Rapporten oplyser, i hvilket omfang bygningens elinstallationer er funktionsdygtige og lovlige.

Elsyn 

Elsyn er et frivilligt eftersyn, som anvendes i forbindelse med handel med fx andelslejligheder eller erhvervsejendomme.

Elsyn er væsentligt mere detaljerede end et eleftersyn og vurderer fx, om installationen er tidssvarende i dag.

Elsyn er forgængeren til et Eleftersyn og blev tidligere benyttet af boligejere til at fastlægge en eksisterende installations tilstand - typisk i forbindelse med ejendomshandel og boligskifte.

På Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside kan du downloade retningslinjer og skemaer for udførelse af et elsyn. 

Eleftersyn Landbrug 

Eleftersyn Landbrug er et installationseftersyn - kombineret med kontrol af kileremme og ildslukkere - der gennemføres på landbrugsejendomme, inklusive beboelse. 

For landbrug er det en fordel at få udført et landbrugseftersyn, som oftest giver forsikringsmæssige fordele for ejeren. Derudover kan eftersynet mindske risikoen for fejl på de elektriske installationer, der kan resultere i økonomiske tab.

Eftersynet gennemføres og dokumenteres i henhold til TEKNIQs skema for Eleftersyn Landbrug med tilhørende vejledning.

Efter afsluttet eftersyn modtager ejeren af installationen og forsikringsselskabet en rapport.

Når eventuelle fejl er rettet, anbringer elinstallatøren en eftersynsmærkat på installationens hovedtavle.

Kontrol af forsamlingslokaler 

Alle forsamlingslokaler til over 150 personer skal hvert andet år have udført en kontrol af de elektriske installationer samt nød- og panikbelysningen. Forsamlingslokaler er fx biografer, restauranter, selskabslokaler, idrætshaller osv.

Eftersynet skal sikre, at elinstallationerne er forsvarlige, så der ikke opstår brande og elulykker, og at nød- og panikbelysningen fungerer, så tragiske ulykker kan undgås.

Eleftersynet skal udføres efter Sikkerhedsstyrelsens retningslinjer og med mindst to års mellemrum af en autoriseret elinstallatør. Eleftersynet skal dokumenteres ved en elsikkerhedsattest, der opsættes på et synligt sted i forsamlingslokalet. 

Elsikkerhedsattesten skal udfyldes online af elinstallatøren på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside, hvorved der samtidig sker digital indrapportering af eftersynet til Sikkerhedsstyrelsen. 


Senest opdateret 22-04-2015

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.