Søren Rise

Søren Rise

Chefkonsulent

sri@tekniq.dk

7741 1580

2898 8924

Fra 1. april opdeles elselskaber i elleverandør og netselskab

Som omtalt i TEKNIQs medlemsudsendelse af 7. marts 2016, skifter elmarkedet karakter fra 1. april, hvor den såkaldte Engrosmodel træder i kraft

Engrosmodellen indfører to led til henholdsvis levering og salg af el. Det første led er netselskabet som ejer og driver elnettet frem til og med elmåleren. Det andet led er elleverandøren som sælger strømmen.

For installatøren betyder det, at der i forbindelse med nye elinstallationer eller ændring i bestående installationer skal ske tilmelding af installationen på den sædvanlige installationsblanket til det lokale netselskab, som efterfølgende leverer eller opsætter måleren.

En væsentlig nyhed for installationsejer/bruger er, at de fremover skal finde og indgå aftale om levering af el med en elleverandør, før netselskabet udleverer en elmåler, så installationen kan spændingssættes.

Traditionelt er det ikke en del af elinstallatørens leverance at bistå kunder med valg af elleverandør, da det er en økonomisk aftale mellem installationsejer og elleverandør, hvor installationsejeren typisk oplyser cpr-nummer og bankkontonummer. Men det er vigtigt, at installatøren oplyser kunder om, at de hurtigst muligt bør vælge elleverandør, da der bliver ikke åbnet for strømmen før denne aftale er indgået.

Som en hjælp over for installationsejere åbner Energitilsynet fra 1. april hjemmesiden elpris.dk. Installationsejeren/brugeren kan på elpris.dk finde en oversigt alle elleverandører og prisen for deres leverance.

Installatøren skal være opmærksom på, at alle elselskaber inden for kort tid skifter navn, da der skal være tydelig forskel på navnet på elleverandør og netselskab. F.eks. bliver DONG delt op i elleverandøren DONG og netselskabet Radius, tilsvarende vil ske for elselskaber i hele landet.


E-05/2016


TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.