Birger T. Christiansen

Birger T. Christiansen

Teknisk konsulent

btc@tekniq.dk

2333 9128

Nyt bygningsreglement

Der er udgivet et nyt bygningsreglement, BR 15, der strammer kravene til energiforbruget i nybyggeriet en tand mere.

De primære ændringer i BR 15 er følgende:
  • Lavenergiklasse 2015 bliver minimumskrav for alt nybyggeri
  • Indførelse af frivillige energiklasser for eksisterende bygninger
  • Ændring af indregning af vedvarende energi i energirammen
  • Stramning af energikrav til vinduer og ophævelse af krav til vinduers overfladetemperatur
  • Tilpasning af BR’s krav til installationer i bygninger til EU’s energikrav til produkter (eco-designforordninger)
Der er desuden gennemført en række tekniske præciseringer og ændringer af korrekturmæssig karakter.

I kapitel 8 om installationer er ikke sket store ændringer – en væsentlig ændring er dog, at krav til virkningsgrad for kedler og varmepumper er ændret til krav om dokumentation i forhold til Eco-design krav.

BR 15 udgør lovgrundlaget for alt arbejde på bygninger i Danmark, herunder arbejde på vand-, afløbs- og kloakinstallationer. Alle autoriserede skal derfor være opmærksomme på at opdatere deres KLS-system, så der henvises til den gældende udgave af Bygningsreglementet.

Overgangsperiode for BR 15

Udfordringen er, at der i en overgangsperiode er to gældende bygningsreglementer, nemlig BR 10 og BR 15.

Overgangsperioden ser sådan ud:

  • Frem til 31. december 2015 gælder alene BR 10
  • Fra 1. januar 2016 til 30. juni 2016 gælder både BR 10 og BR 15
  • Fra den 1. juli 2016 gælder alene BR 15
Er et konkret byggeri påbegyndt i forhold til ansøgning eller anmeldelse til den stedlige byggemyndighed, vil det fremgå af byggetilladelsen, hvilket bygningsreglement der er gældende for det konkrete byggeri. Der kan derfor opstå situationer, hvor et byggeri skal udføres efter BR 10, også efter den 1. juli 2016.

TEKNIQ har på 6 temamøder i efteråret præsenteret ændringerne i BR 15 og vil i løbet af foråret tilbyde kursus for medlemmerne om det nye bygningsreglement, ligesom vi deltager ved flere kredsarrangementer i foråret.

Bygningsreglementet med tilhørende vejledninger findes gratis på Bygningsreglementet.dk, ligesom ”Videncenter for energibesparelser i bygninger” i samarbejde med Trafik- og Byggestyrelsen har udarbejdet en kvikguide til BR 15, så det er muligt at få et hurtigt overblik over de væsentligste ændringer. 

Gå til Bygningsreglementet.dk

Gå til Kvikguide (pdf)



(T-05/2016)

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.