Kontakt TEKNIQ

Arbejdsmarkeds-afdelingen

tekniq@tekniq.dk

4343 6000

OBS! Ny version af Vigtige nyheder på det ansættelsesretlige område

Denne nye version udsendes pga. en trykfejl i det oprindelse medlemsnyt T-03/2016.

Jobklausuler indgået før den 1. januar 2016, kan opretholdes frem til 1. januar 2021.

Læs om de vigtige nye regler om ansættelsesklausuler og husk, at reglen om fratrædelse ved 70 år bliver ophævet fra den 1. januar 2016.

1. Nye regler om ansættelsesklausuler

Folketinget har vedtaget helt nye regler om kunde– og konkurrenceklausuler. Formålet er at begrænse brugen af klausuler og at gøre det lettere for lønmodtagere at skifte job. Samtidigt er alle regler om kunde-konkurrenceklausuler og jobklausuler blevet samlet i én ny lov; Lov om Ansættelsesklausuler. De nye regler påvirker ikke eksisterende aftaler om kunde- og konkurrenceklausuler. Eksisterende jobklausuler kan opretholdes frem til 1. januar 2021.

Loven træder i kraft den 1. januar 2016 og gælder for alle nye klausuler, der indgås den dato eller senere.

Alle lønmodtagere bliver omfattet

De nye regler gælder alle lønmodtagere. Derfor er det ikke længere af betydning, om man indgår en ansættelsesklausul, med en funktionær eller en ikke-funktionær.

Specielt for konkurrenceklausuler

Den gruppe af medarbejdere, der kan indgå konkurrenceklausuler er for fremtiden kun helt særligt betroede medarbejdere. Dette er en klar skærpelse i forhold til de gamle regler, hvor kravet var, at medarbejderen skulle være særligt betroet.
Fremover er en konkurrenceklausul kun gyldig, hvis medarbejderen skriftligt får oplyst, hvilke forhold der gør, at det er nødvendigt at indgå konkurrenceklausulen.

Specielt for kundeklausuler

Kundeklausulen kan kun gælde kunder som lønmodtageren selv har haft forretningsmæssig forbindelse med inden for de sidste 12 måneder før opsigelsestids-punktet. Lønmodtageren skal have en liste over de kunder som virksomheden vurderer er omfattet af klausulen.

Grænser for klausulens varighed

For så vidt angår kunde- og konkurrenceklausuler glæder, at disse kun kan aftales for en periode på maksimalt 12 måneder efter lønmodtageren er fratrådt.
Vælger man at kombinere en kunde- og en konkurrenceklausul er den maksimale gyldighedsperiode begrænset til 6 måneder efter fratrædelsestidspunktet.

Økonomisk kompensation

Det bliver dyrere for virksomhederne at indgå klausuler. Alle lønmodtagere, og dermed ikke længere kun funktionærer, skal kompenseres for at påtage sig en klausul. Der skal betales et engangsbeløb for de to første måneder klausulen løber. Der er i øvrigt en løbende betaling gennem klausulens løbetid. Kompensationen udgør mellem 16 og 60 % af lønnen på fratrædelsestidspunktet. Kompensationen er afhængig af klausulens varighed og af om lønmodtagerne har fået nyt arbejde.

Jobklausuler

Fremover kan jobklausuler kun indgås ved virksomhedsoverdragelse.

2. Reglen om fratrædelse ved 70 år bliver ophævet 1. januar 2016


For at sikre, at alle kan blive på arbejdsmarkedet så længe som muligt, har Folketinget i december 2014 ophævet reglen om, at det i en kontrakt kunne aftales, at en lønmodtager skulle fratræde ved 70 år. TEKNIQ har i medlemsnyt 24. februar 2015 orienteret om dette.

Fra 1. januar 2016 vil det ugyldigt at have vilkår om fratrædelse ved 70 år, og det vil være aldersforskelsbehandling at opsige på grund af et sådant ugyldigt vilkår. Dette kan udløse en godtgørelse.

I øvrigt er et ugyldigt vilkår i en kontrakt problematisk i forhold til Ansættelsesbevisloven. Så der er mange gode grunde til at have styr på dette.

TEKNIQ anbefaler

Hvis der fortsat skulle være kontrakter tilbage med en på forhånd aftalt fratrædelsesalder, så er det på høje tid at få givet medarbejderen skriftlig meddelelse om, at vilkåret om fratrædelse ved 70 udgår af kontrakten. Alle andre vilkår består selvfølgelig.


T-04/2016

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.