Kontakt TEKNIQ

Arbejdsmarkeds-afdelingen

tekniq@tekniq.dk

4343 6000

NYE REGLER OM BRUG AF E-CIGARETTER

Nu skal virksomheden også have en skriftlig politik om brug af elektroniske cigaretter

Siden den 7. juni 2016 har der været pligt for arbejdsgiverne til at udarbejde en skriftlig politik for brug af elektroniske cigaretter på arbejdspladsen.

Politikken skal som minimum indeholde oplysning om, hvorvidt og i givet fald hvor i virksomheden, der må anvendes elektroniske cigaretter. Der skal for eksempel tages stilling til, om e-cigaretter må anvendes i virksomhedens lokaler, evt. i hvilke, på værksteder, i biler o.l.

Politikken skal være tilgængelig for medarbejdere og besøgende, f.eks. i form af skiltning eller opslag.

Den skriftlige politik for brug af elektroniske cigaretter kan indarbejdes i den eksisterende rygepolitik. Der er dog krav om, at den – i modsætning til den almindelige rygepolitik – skal være tilgængelig for besøgende på anmodning.

De nye regler forbyder dertil brug af elektroniske cigaretter i kollektive transportmidler, i taxaer og på institutioner mv. med børn og unge.

Det er Arbejdstilsynet, der skal håndhæve de nye regler, men Tilsynet vil frem til juni 2017 nøjes med at give vejledning om reglerne, når de besøger virksomheden.

TEKNIQ anbefaler

Hvis I vil forbyde brugen af e-cigaretter i alle eller enkelte af virksomhedens lokaler, herunder i bilerne, er det praktisk at gøre medarbejdere og besøgende opmærksom på forbuddet ved synlige opslag eller skiltning.

 

T-16/2016

TEKNIQ er den eneste organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.